Vælgerne giver Mette Frederiksen gode chancer for at slå Lars Løkke

Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen. Foto: Facebook.
Offentliggjort Sidst opdateret

Mette Frederiksen (S) har kun holdt én tale som ny formand for Socialdemokraterne. Det skete, da hun for nøjagtig tre uger siden enstemmigt blev valgt som formand for partiet, der netop havde afgivet magten til Lars Løkke Rasmussen (V) og blå blok.

Alligevel tror vælgerne på hende. Endda i en sådan grad, at et flertal – selv blandt blå bloks vælgere – giver hende gode muligheder for at blive statsminister i Danmark efter næste valg, skriver BT.

Det viser en undersøgelse, som TNS Gallup har foretaget for BT. Undersøgelsen afslører, at 56 procent af alle vælgerne vurderer hendes muligheder for at vinde valget som »meget gode« eller »overvejende gode«.

»Mette Frederiksen har over mange år opbygget et godt omdømme. Det har ikke været nogen nem opgave. Man skal huske, at hun sad i både Beskæftigelses- og Justitsministeriet, hvor der var møgsager. Alligevel lykkedes det hende at komme pænt ud,« lyder en del af forklaringen fra Anders Dybdal, ekspert i politisk kommunikation og medforfatter til bogen »Socialdemokratiske tænkere.«

Samtidig har opbygningen af hende som partileder varet mere end 10 år. Allerede efter valget i 2005 pegede Mogens Lykketoft (S) på hende som et oplagt formandsemne.

»Hun er den første S-formand siden 1962, der har fået et helt igennem fredeligt formandsskifte. Vi skal langt tilbage, før der ikke har været murren i krogene eller en skygge- og modkandidat,« siger Anders Dybdal.

»Hun kan tale, så man tror hun, mener det. Det er usædvanligt i politik, der er fuld af styrede budskaber. Et menneske, der mener det, hun siger, er en mangelvare. Hun har nok den ægthed aller autenticitet, man savnede ved Helle Thorning-Schmidt,« lyder forklaringen fra en af oppositionspartiets faste kritikere, radiovært og forhenværende international sekretær for Socialdemokraterne, Anne Sofie Allarp.

Undersøgelsen fra TNS Gallup viser også, at tiltroen til Mette Frederiksen rækker langt ind i blå bloks vælgerkorps.

Her tror næsten halvdelen på – 44 procent – at hun har gode muligheder for at vippe Lars Løkke af pinden. Kun 33 procent mener, at hendes muligheder er dårlige, mens 23 procent svarer »ved ikke«.

Et overraskende resultat, der dog skal tages med et gran salt, mener Anders Dybdal, der tidligere blandt andet har været konsulent for Mogens Lykketoft.

»Man spørger ikke om blå vælgeres tilbøjelighed til at stemme på rød blok, men om hvordan de tror, hun vil klare sig,« siger Anders Dybdal.

»Jeg tror, forklaringen ligger i, at de borgerlige med Lars Løkke i spidsen under valget var gode til at vise, at de stod skulder ved skulder. Nu er der så mange, der er blevet overraskede over, at blå blok ikke er enige om særligt mange ting, og derfor vurderer de, at Mette Frederiksen nok har en bedre chance.«

Hos Socialdemokraterne har den nyvalgte formand ikke mulighed for at kommentere undersøgelsen. I stedet henviser man til uddannelsesordfører Christine Antorini (S).

»Det er en cadeau til Socialdemokraterne og et vigtigt rygstød til en ny, stærk formand. Men man skal huske på, at der er stadigvæk er lang tid til næste valg,« siger hun.

Powered by Labrador CMS