Vælgere: Vestager-exit svækker regeringen

Udskiftningen af Margrethe Vestager for Morten Østergaard har gjort regeringen svagere, mener vælgerne. Foto: MIK ESKESTAD/POLFOTO
Offentliggjort Sidst opdateret

Margrethe Vestagers (R) overraskende farvel til dansk politik har i vælgernes øjne svækket hele regeringen.

Det viser en meningsmåling, som TNS Gallup har udført for BT i den forløbne uge.

Kun seks procent af vælgerne mener, at det radikale lederskifte styrker regeringen, mens 39 procent svarer, at regeringen er svækket.

33 procent af vælgerne mener ikke, at det betyder noget.

I søndags overtog Morten Østergaard (R) posten som ny radikal leder og rykkede herefter ind på økonomi- og indenrigsministerposten. Han overtog fra Vestager, der skal være EU-kommissær.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro (S), er ikke bekymret over vælgernes dom.

»Politik er en holdsport. Selvfølgelig har Margrethe Vestager spillet en rolle. Men når vi stiller med en stærk kommissær i EU, styrker det hele Danmark, og det kan man godt tillade sig at glæde sig over,« siger hun til BT.

Gallup har også bedt sit vælgerpanel tage stilling til, hvem af de to regeringspartier, man nu ser som det mest magtfulde.

Til det spørgsmål svarer 42 procent, at Socialdemokraterne er det mest magtfulde regeringsparti, mens 15 procent peger på de Radikale.

23 procent svarer, at de to partier er lige magtfulde.

De radikales gruppeformand, Camilla Hersom (R), synes ikke, det er afgørende, hvordan befolkningen måtte vurdere de indre magtforhold i regeringen.

»Uanset hvordan man vender og drejer det, er regeringen et kollektiv, og det interessante er, hvilken kurs vi står for,« siger hun til BT.

På den anden side er Camilla Hersom meget opløftet over de svar, som Gallup har modtaget på en række andre spørgsmål om Morten Østergaard.

32 procent af vælgerne har således et overordnet positivt indtryk af den ny radikale leder. Kun 10 procent er negative.

Samtidig svarer 10 procent, at de mener, at Morten Østergaard er i stand til at tiltrække nye vælgerne, ligesom 10 procent også kunne overveje at stemme på de radikale, efter at han er blevet leder.

»Jeg synes, det er et rigtig flot resultat. Han har været vores nye politiske leder siden i søndags. Mange kender ham ikke i hans ny rolle, og alligevel er langt den overvejende del positive,« siger Camilla Hersom.

Hun mener, det er meget naturligt, at nogle vælgere oplever det som en svækkelsen, at Margrethe Vestager er gået.

»Det er et stort skifte, når vores mangeårige leder træder af. Lad nu tiden vise, at Morten Østergaard kan løfte opgaven. Jeg er sikker på, at han bliver god,« siger Camilla Hersom.

Powered by Labrador CMS