Våd kælder lukker populær restaurant
Aarhus-restauranten Klassisk Fisk lukker ned i flere måneder, da kælderen skal laves. Genåbner et andet sted med nyt koncept.
I måned efter måned – otte for at være helt nøjagtig – har den populære aarhusianske restaurant Klassisk Fisk døjet med en fugtig kælder, der har påkaldt sig fødevaremyndighedernes opmærksomhed.
Ved Fødevarestyrelsens besøg på restauranten i både april, juli, september og december 2019 – de sidste to med helt sure smileyer – er kælderens stand blevet påpeget af kontrollanterne:
“Manglende vedligehold af vægge og hylder i kælder hvor der opbevares fødevare, køkkenudstyr og fødevarekontaktmateriale” samt “vægges overflade bobler ud og maling skaller af og drysser samt er der sorte belægninger på vægge,” lød det blandt andet i den seneste kontrolrapport, der er dateret 5. december 2019 og ledsaget af bøder på 12.500 kroner samt en sur smiley.
De store problemer har restauranten nu taget konsekvensen af. Man lukker. I hvert fald for en stund.
Kælderen skal renoveres
Efter lang tids tovtrækkeri med ejerforeningen i bygningen, skal kælderen nemlig endelig brækkes op. Det skriver Klassisk Fisk på sin Facebookside:
“Vi lukker derfor ned i 2-3 måneder (mindst) mens arbejdet står på idet alle materialer skal gennem selve restauranten og ned i kælderen for at kunne grave ud og lave drænrør.”
Allerede for tre måneder siden, da restauranten fik sin første sure smiley, fortalte ejeren Newsbreak.dk om problemerne med kælderen:
– Vi er blevet fanget lidt i en kattepine, lød vurderingen da.
– Vi har en kælder, hvor der trænger fugt ind i. Der har vi kasser til at stå med sølvpapir, film, staniol og lignende. Der har været optrængende grundvand, som vi har meldt til ejerforeningen, men de har været meget langsomme til at komme ud af starthullerne, forklarede medejeren videre til Newsbreak.dk.
Nye lokaler
På Facebook skriver restauranten også, at man nu har fundet nye lokaler.
Her vil man midt i 2020 åbne en fiskehandel med tilhørende restaurant tæt på banegården i Aarhus.
Det er derfor uvist, hvad der skal ske med de eksisterende lokaler, når den våde kælder er færdigrenoveret.
Dog efterspørger restauranten eventuelle lejere, der kunne tænke sig at drive restaurant i lokalerne til den tid.