V: Udlændingekurs er for hård

Venstres udlændingeordfører, Jan E. Jørgensen, mener, at udlændinge på tålt ophold, der opfører sig ordentligt skal have bedre vilkår i Danmark. Foto: Folketinget
Offentliggjort Sidst opdateret

Venstre kritiserer Socialdemokraternes politik over for udlændinge på tålt ophold for at være for hård

På et tidspunkt giver det ikke længere mening at have visse personer på tålt ophold, og man bør for eksempel overveje at slække på kravene, hvis der er tale om personer, der i mange år har opført sig ordentligt.

Det mener Venstre, efter Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen har kritiseret forholdene for personer på tålt ophold – en kritik, som Socialdemokraterne ifølge Venstres menneskerettighedsordfører, Jan E. Jørgensen (V), har siddet overhørig. Det fortæller han til Politiken tirsdag.

»Jeg synes ikke, man kan tillade sig bare at sidde den kritik, der kommer fra Folketingets Ombudsmand, overhørig. Man behøver ikke være 100 procent enig, men han har da en pointe i, at hvis vi har nogle, der på et eller andet tidspunkt har været på tålt ophold ganske lang tid og i den tid i øvrigt har holdt sig på dydens smalle sti, så kan man jo godt overveje at slække på kravene,« siger Jan E. Jørgensen til Politiken.

Socialdemokraternes menneskerettighedsordfører, Trine Bramsen (S), påpeger over for avisen, at disse personer er uønskede i Danmark, hvorfor der ikke er planer om at lempe vilkårene.

Powered by Labrador CMS