V trækker omstridt andelsforslag tilbage

Louise Schack Elholm, Venstre. Pressefoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

Venstre trækker sit beslutningsforslag om at gøre maksimalprisen på andelsboliger frivillig.

Beslutningen kommer efter, at Boligministeriet havde beregnet, at prisen på andelsboliger ville stige med 10.200 kroner per kvadratmeter på landsplan, svarende til 66 procent. Det er dog ikke direkte beregningerne, der får Venstre til at trække forslaget tilbage, fortæller partiets boligordfører, Louise Schack Elholm (V).

»I de beregninger, som ministeren har fået lavet, er der en række forudsætninger, som ikke klarer virkelighedstesten. Vi mener simpelthen ikke, at prisstigninger i den størrelsesorden er realistiske,« siger hun og peger på, at der ikke må opstå misforståelser om andelspriserne.

»Den her skræmmekampagne har skabt noget utryghed hos danskerne. Det er ikke en usikkerhed, vi ønsker skal være der,« siger hun.

Partiet ønsker nu at afsøge mulighederne for at gøre andelsboligmarkedet »mere overskueligt« og komme penge, der ryger under bordet i forbindelse med handler af andelsboliger, til livs på andre måder.

Forslaget blev stillet af både Venstre og de Konservative. Det havde været i første behandling, men nu har partiet bedt om, at det ikke sendes i 2. behandling.

Powered by Labrador CMS