V-profil forlader Folketinget
Har fået nyt job få uger efter hun blev genvalgt
Venstres Karen Ellemann forlader Folketinget, da hun får posten som generalsekretær for Nordisk Ministerråd.
Det oplyser Venstre i en pressemeddelelse.
Ellemann fik genvalg til Folketinget ved valget 1. november. Hun har siddet i Folketinget for Venstre siden 2007 og har bestridt en række ministerposter.
Vil savne hende
Hos Venstre vil man savne Ellemann i Folketinget, siger gruppeformand Thomas Danielsen (V).
- Karen er et fantastisk menneske. Omsorgsfuld, engageret og dygtig. Og jeg ønsker Karen stort tillykke med den flotte og vigtige post.
- Jeg forstår godt, at de har valgt hende, da hun vil være rigtig god til opgaven. Men vi kommer selvfølgelig til at savne Karen i Folketinget både som kollega og politiker, siger Thomas Danielsen i en skriftlig kommentar.
Nordisk Ministerråd er de nordiske regeringers officielle samarbejdsorgan.