V og LA afviser Helvegs vindeventyr
Venstre og LA er yderst skeptiske over for klimaministers vindmølleplaner, som hilses velkommen af SF og EL.
Det bliver urealistisk dyrt, hvis Danmark skal firedoble vindkraften for at blive fossilfri i 2050 uden olie, kul og gas. Samtidig sender det flere danske job til udlandet.
Det siger Venstres energiordfører, Lars Christian Lilleholt, der afviser et udspil fra klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R), som i Politiken taler for at satse massivt på vindkraft og opføre en havvindmølle om ugen i 30 år.
Forleden foreslog ministeren at afvikle kul allerede i 2025, mens regeringen hidtil har satset på 2030 som slutdato.
– Det sender job ud af landet og ødelægger de produktive erhverv. Det skaber enorm usikkerhed i virksomheder, som har investeringsplaner i Danmark. Ministeren sender et rigtig skidt signal. Det handler mere om valgkamp, end noget, han tror, kan realiseres, siger Lars Christian Lilleholt.
Liberal Alliance er enig i, at Helveg sender en “kæmpe regning” til de danske forbrugere og virksomheder uden effekt på miljøet. Med EU’s kvotesystem kan Bulgarien udlede samme mængde CO2, som Danmark sparer, siger energiordfører Villum Christensen.
– Vi skal selvfølgelig sørge for miljøet, men det er vigtigt, at vi bevarer jordforbindelsen, og ikke – ligesom regeringen – bliver forblændet af grøn galskab, siger Villum Christensen.
Derimod får Helveg støtte fra SF og Enhedslisten, som vil gå videre end vind.
– Enhedslisten er helt enig med Rasmus Helveg i, at vi skal satse på vind og ikke på biomasse i fremtidens energiforsyning. Der er imidlertid også brug for øget fokus på solenergi – ligesom brint formodentlig bliver vigtig, når vindenergien skal lagres, siger energiordfører Per Clausen (EL).
SF advarer dog klimaministeren mod at lade sit vindforslag skygge for en større klimaindsats, som partiet forhandler med regeringen om for at reducere CO2-udslippet med 40 procent i 2020, siger SF’s energiordfører, Steen Gade.
– Vi ønsker scenariet: Vind plus. Vi har vindudbygning, men vi satser meget mere på sol. Det er mærkeligt, at regeringen tror så lidt på sol, når vi ser frem til 2050. Vi vil have mindre biomasse end i regeringens vindscenario, siger han.
/ritzau/