V nægter at udfase kul før planlagt

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Danmark skyder sig i foden ved at udfase kul før, mener Venstres energiordfører, Lars Christian Lilleholt.

Venstre vil ikke være med til at udfase kul allerede i 2025 i stedet for i 2030, som det er aftalt i det energiforlig, som regeringen har indgået med en række partier.

Det fastslår Venstres energiordfører, Lars Christian. Lilleholt, efter at klima- og energiminister, Rasmus Helveg Petersen (R) tirsdag lancerer forslaget.

– Det bliver dyrt. Danmark er jo ikke en ø i energipolitisk sammenhæng. Vi er en del af et europæisk energisystem. Når vi går foran, kan andre lande udlede endnu mere CO2. Derfor er det ikke en gevinst for miljøet, når Danmark udfaser kulkraft, siger Lars Chr. Lilleholt.

Venstre vil derfor holde fast i det nuværende energiforlig, som aftrapper kulfyring med grøn omstilling indtil 2030, mener Venstres energiordfører.

– Vi siger nej. Vi fastholder køreplanen. At fremrykke og forcere udviklingen er udtryk for, at valgkampen er gået i gang. Så har ministeren behov for at markere sig, mens FN’s klimapanel mødes i København. Men det er ikke realiserbart, siger Lars Chr. Lilleholt.

Det har slet ingen effekt på det globale klima, om Danmark udfaser kul fem år før. Polen og Tyskland fyrer med meget mere forurenende brunkul, ligesom USA og Kina udleder så meget kulrøg, at en mindre dansk udledning slet ikke kan måles, mener han.

– Ved vækstaftalen i sommer reducerede vi den særlige PSO-afgift med 13 milliarder kroner for at sikre lavere energiafgifter. Så er der ikke brug for at lukke effektive danske kulkraftværker langt før, de står til udfasning, siger Lars Christian Lilleholt.

– Så kan tyske kulkraftværker forurene mere i EU’s kvotesystem. Det er som at tisse i bukserne for at holde varmen. Jeg er bange for, at udfasningen vil koste danske el- og varmeforbrugere rigtig, rigtig mange penge. /ritzau/

Powered by Labrador CMS