V: Flygtninge og indvandrere skal leve for mindre

Martin Geertsen
Offentliggjort Sidst opdateret

Kommuner skal presses på bloktilskuddet og asylsøgere på pengepungen, så flere kommer i arbejde, mener V.

Venstre vil smække kommunekassen mere i, når flygtninge og indvandrere skal integreres i kommunerne. De skal leve for mindre med Venstres såkaldte moderne kontanthjælpsloft samt en lavere starthjælp for udlændinge.

Det siger Venstres integrationsordfører, Martin Geertsen.

Hans melding kommer, efter at økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) i dagbladet Politiken retter en bredside mod kommunerne for kun at give 45 procent af jobparate flygtninge og indvandrere en virksomhedsrettet indsats.

– Venstre vil indføre moderne starthjælp. Når man kommer til landet, starter man på et beløb, der svarer til SU. Så kan man gradvist gøre sig fortjent til forsørgelse på niveau med alle andre, der har været her hele deres liv, siger Martin Geertsen og tilføjer:

– Det skal give et økonomisk incitament i kontanthjælpssystemet, så folk kommer ud at arbejde.

V vil presse kommunerne

Venstre vil også presse kommunerne på bloktilskuddet, så de får flere flygtninge og indvandrere i arbejde.

Der er en gevinst på 16 milliarder kroner at hente ifølge Rockwoolfonden og 17 milliarder kroner ifølge Finansministeriet, hvis ikke-vestlige indvandrere arbejder lige så meget som danskerne og ikke skal forsøges af det offentlige, påpeger Martin Geertsen.

– Venstre vil stramme udlændingepolitikken, så det bliver mindre attraktivt som asylsøger at søge mod den danske grænse. Der er ikke noget så motiverende for den enkelte som et kasseapparat, der smækker i eller åbner sig, siger han.

Men ifølge regeringen gjorde VK-regeringens lave sociale ydelser blot de fattige fattigere uden at skabe job?

– Starthjælpen var ifølge Rockwoolfonden motiverende for nogle af dem, der kom til Danmark i 00’erne. Vand løber, som vand løber. Så man ændrer adfærd, hvis der er en økonomisk sanktion eller en gulerod, siger Venstres integrationsordfører, Martin Geertsen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS