Uventet afsløring: Norge vil have OL til landet allerede i 2026

En idrætsleder bekræfter, at Norge vil have vinter-OL til Telemark-området i 2026.

Der kan blive kastet med OL-sten i curling i Norge om lidt over otte år, hvis Telemark kan tiltrække sig OL. Foto: Colourbox/Free
Offentliggjort Sidst opdateret

Vinter-OL kan i 2026 vende tilbage til Norge.

Området Telemark i det sydlige Norge går således med planer om at lancere et OL-bud. Det bekræfter lederen af Telemarks idrætskreds, Geir Berge Nordtveit, over for NRK.

– Jeg kan bekræfte, at vi ønsker at få vinter-OL til Telemark, men jeg har ingen kommentarer ud over det, siger han til NRK.

Det norske public service-medie har været i kontakt med flere idrætstopfolk, som har fået at vide, de ikke må udtale sig om et potentielt OL-værtskab.

Ifølge NRK vil planerne om et norsk OL-bud blive lanceret tirsdag på et pressemøde.

Skal spredes ud

Mediet mener at vide, at man vil sprede de olympiske discipliner ud i flere mindre byer i Telemark frem for en model, som man kender det i dag, hvor alle discipliner for så vidt muligt foregår i samme by.

Det er angiveligt planen, fordi det vil sænke omkostningerne til nye anlæg betragteligt.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har tidligere bebudet, at man går efter at afholde mere bæredygtige lege, hvad end der er tale om vinter-OL eller sommer-OL.

Flere andre byer har tidligere udtrykt positiv interesse om at blive OL-vært i 2026. Det gælder byer som Stockholm, Calgary, Almaty og Sapporo.

I østrigske Innsbruck nøjedes man ikke med bare at snakke om det, men et nej ved en folkeafstemning skrinlagde planerne om et bud.

Schweiziske Sion vil formentlig komme med et OL-bud, da landets olympiske komité for over halvandet år siden fastslog, at en schweizisk by vil byde ind på værtskabet.

Norge har været vært for vinter-OL to gange tidligere. I 1952 blev legene afholdt i Oslo, mens Lillehammer var vært i 1994.

Powered by Labrador CMS