Usynlig fælde i dit hjem kan give dig kræft
Det bedste tidspunkt at måle radonniveauet i dit hjem er i årets kolde måneder.
Du kan hverken se, smage, lugte eller føle den, men den er der i en eller anden grad, når du sidder i dagligstuen derhjemme.
Artiklen fortsætter under videoen.
Den radioaktive gas radon findes naturligt i den danske undergrund, hvorfra den siver ind i boliger. Og i nogle danske hjem bliver niveauet så højt, at det kan øge risikoen for lungekræft.
Skyld i 300 tilfælde om året
Efter aktiv rygning er radon den næstvigtigste medvirkende årsag til lungekræft, vurderer WHO.
Og i Danmark anslås det ifølge Sundhedsstyrelsen, at radon i boliger er en medvirkende årsag til omkring ni procent af alle nye lungekræfttilfælde, hvilket svarer til omkring 300 tilfælde om året.
– Jo længere tid en person opholder sig i et hus, der indeholder radon, og jo mere radon der er i luften, desto større er risikoen for at udvikle lungekræft, skriver Sundhedsstyrelsen.
Og det er nu, du skal tjekke dit hjem, hvis du vil have et retvisende billede af, hvor slemt det står til.
– Ved at tage udgangspunkt i en måling om vinteren, hvor radonniveauet typisk er højere end om sommeren, får man et mere repræsentativt billede, forklarer Mette Neerup, som er afdelingsleder for vand og miljø i ingeniørvirksomheden Niras.
Her skal du tjekke
Niveauerne stiger, til dels fordi der ikke luftes så meget ud i de kolde måneder. Samtidig spiller temperaturforskellen inden- og udendørs en rolle, i forhold til hvor meget radon der trænger ind i boligen.
Det er mest presserende at få det tjekket, hvis du bor i et ældre hus – hvilket i øvrigt gør sig gældende for størstedelen af de danske boligejere.
En ny rapport udarbejdet af Statens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet viser nemlig, at radonniveauet er markant højere i boliger, der er opført inden 2010, hvor nye og skrappere krav blev indført.
– Det vil sige, at et stort antal beboere udsættes for sundhedsskadelig radon i betydelige doser, udtalte seniorforsker Torben Valdbjørn Rasmussen, da rapporten udkom i slutningen af oktober.
Luft ud
Når du skal tjekke dit hus, kan du anskaffe dig et såkaldt dosimeter, som du kan placere forskellige steder i huset. Hav det gerne liggende i et par måneder.
Det bør du faktisk også gøre, selv om du bor i en nyere bolig, mener Mette Neerup.
– Hvis man har et meget tæt hus, har radon svært ved at trænge ind, men man kan aldrig vide sig sikker. Og til gengæld kan nyere huse holde mere på gassen, når den først er inde, siger hun.
Er niveauerne for høje, er et simpelt råd – uanset hustype – at sørge for at lufte godt ud flere gange om dagen.
– Det fikser ikke alt, men det hjælper rigtig godt, siger Mette Neerup.
Derudover kan du se på, om du har utætheder rundt omkring i huset – for eksempel omkring rør eller i gulvet – hvor den radioaktive gas nemt kan trænge ind.