Ustyrlig Lewandowski sænker Danmark med hattrick

Polen viste klassen, da Danmark tabte 2-3 i Warszawa i VM-kvalifikationen. Robert Lewandowski scorede tre mål.

Polen viste klassen, da Danmark tabte 2-3 i Warszawa i VM-kvalifikationen. Robert Lewandowski scorede tre mål. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det danske fodboldlandshold kom i menneskehænder, da Polen lørdag aften vandt 3-2 i den anden kamp i VM-kvalifikationen frem mod slutrunden i Rusland om to år.

Især én polsk spiller var helt ustyrlig. Og det kunne aflæses på måltavlen.

Danmark kom nemlig bagud 0-3 på tre mål af Polens stjerneangriber Robert Lewandowski.

Efter 20 minutter lod Simon Kjær på mærkværdig vis et indlæg passere ind i det lille felt, hvor en helt umarkeret Lewandowski nemt kunne passere Kasper Schmeichel i målet.

Et kvarter senere begik Jannik Vestergaard et klodset straffespark, da han hægtede Arkadiusz Milik midt i en afslutning. Det var korrekt dømt trods vilde danske protester.

Lewandowski var iskold, da han stoppede i sit tilløb hen til pletten, hvilket snød Schmeichel, der gik til den forkerte side. Og så satte Bayern München-angriberen roligt bolden i modsatte side.

Schmeichel brokkede sig over Lewandowskis stopfinte til dommer Gianluca Rocchi, som kvitterede med et gult kort. Der var ikke noget at komme efter.

Generelt hang det danske forsvarsspil slet ikke sammen. Det var rystende usikkert, Vestergaard og Kjær lavede alt for mange fejl i opspillet, og Polen kom til adskillige afslutninger.

I den anden ende var der optræk til et par løse danske chancer, men hverken Viktor Fischer eller Nicolai Jørgensen var skarpe nok foran mål.

Tre mål i samme kamp

Kort inde i anden halvleg bankede Lewandowski sit tredje mål ind, da han i et one-man-show udstillede det danske forsvar ved 3-0-målet.

De 56.811 tilskuere var vidner til polsk verdensklasse i den situation, og det kunne høres i en medlevende kulisse på Stadion Narodowy i Warszawa.

Yussuf Poulsen, som var kommet ind i stedet for Nicolai Jørgensen fra anden halvlegs start, skabte straks mere ravage i det polske forsvar.

Det medvirkede blandt andet til, at Kamil Glik headede bolden i eget net minuttet efter Lewandowskis soloaktion.

Og Yussuf Poulsen var ikke færdig. RB Leipzig-angriberen reducerede også til 2-3 efter 69 minutter, og så var spændingen pludselig tilbage i opgøret.

Men Danmark nåede aldrig helt op trods indskiftningen af formstærke Pione Sisto med et kvarter tilbage og lidt senere også Thomas Delaney.

Dertil var danskerne for ufarlige, og især Christian Eriksen havde en anonym og skuffende dag på den offensive midtbane, hvor ikke mange aktioner lykkedes.

Det danske nederlag betyder, at Polen nu har fire point i gruppen og overhaler Danmark, der har tre point efter to kampe.

På tirsdag skal Danmark forsøge at rejse sig, når holdet møder Montenegro i Parken i København.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS