USB-nøgler med følsomme oplysninger forsvundet

Foto: Colourbox.com (Modelfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

USB-nøgler med personfølsomme oplysninger er, over to måneder efter et indbrud i Skattesagskommissionens kontorer i Viborg, forsvundet, skriver bt.dk.

Det viser anklageskriftet mod de to formodede indbrudstyve, der nu er anklaget for i august måned at bryde ind i lokalerne på Nytorv Gyde 7 i Viborg, hvor Skattesagskommissionen havde kontorer. BT er kommet i besiddelse af anklageskriftet, og her fremgår det, at politiet ikke fandt alle tyvekoster, da den ene af de to anklagede fik ransaget sin bopæl.

Skattesagskommissionen behandler mistanke om ulovlig politisk indblanding i Skats behandling af Stephen Kinnocks og statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) skatteforhold, og USB-nøglerne skulle angiveligt indeholde omfattende mailkorrespondancer om sagen.

Det er Midt- og Vestjyllands politi, der har udarbejdet anklageskriftet. Her fremgår det, at der blev stjålet to computere med dockingstationer, USB-nøgler og en konvolut med 1.975 kroner under indbruddet på Nytorv Gyde 7 aftenen og natten mellem 11. og 12. august. Alt sammen til en værdi af cirka 16.500 kroner.

Men da politiet to dage efter ransagede den ene mistænktes bopæl, blev der kun fundet de to computere med tilhørende dockingstationer fra indbruddet, fremgår det af anklageskriftet.

Powered by Labrador CMS