USAs ambassadør besøger Tønder
I morgen får Tønder endnu en gang fornemt besøg. USAs ambassadør Rufus Gifford blev forelsket i byen, efter han oplevede Tønder Festivalen
Det tegner til at blive et glædeligt gensyn, når USAs ambassadør i morgen besøger Tønder. Ambassadøren bruger to dage i Tønder, og programmet byder både på virksomheds-besøg og lokal-kultur.
Sidst Rufus Gifford lagde vejen forbi var i forbindelse med Tønder Festival, hvor han stod for den officielle åbning af festivalen. Nu besøger den amerikanske ambassadør altså igen Tønder, og det glæder borgmester Laurids Rudebeck:
– Vi var jo så heldige at have besøg af ambassadøren så sent som i august, hvor han gav udtryk for, at han meget gerne ville besøge Tønder igen. Derfor er det et besøg, som både vi og ambassadøren har set frem til, og jeg synes, vi har lavet et rigtigt interessant program for besøget. Vi glæder os meget til at vise de spændende initiativer i Tønder Kommune frem, udtaler borgmester Laurids Rudebeck.
Når ambassadøren ankommer torsdag aften, starter han med middag på Hotel Tønderhus sammen med borgmesteren og andre indbudte gæster. Efter middagen går turen til Tønder Rådhus for at se udstillingen om 1864, “Fra Fjendskab til Forsoning”. Selskabet vil også diskutere mindretals-spørgsmålet, som interesserer ambassadøren meget.
Fredag står den på virksomheds-besøg, når ambassadøren skal besøge ENVO Biogas Tønder, som vil præsentere byggeprojekt og visioner for det færdige resultat.
Ambassadøren slutter sit besøg af på Tønder Gymnasium med en kort rundvisning efterfulgt af samtaler med lokale gymnasieelever og slutteligt pressemøde.
Det fulde program for besøget:
Torsdag
•18.15 – 20.00 Middag på Hotel Tønderhus
•20.10 – 21.00 1864-udstillingen “Fra Fjendskab til Forsoning” og diskussion af mindretalsspørgsmålet
Fredag
•08.45 – 09.45 Besøg på ENVO Biogas Tønder.
•10.00 – 11.00 Besøg på Tønder Gymnasium
•11.00 – 11.20 Pressemøde på Tønder Gymnasium