Usain Bolt: -Jeg vil være bedst i resten af min karriere

Usain Bolt. Foto: JASON LEE/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Sprint-ikonet Usain Bolt nyder endnu en triumf, men føler ikke, han leverede sit bedste i VM-finalen.

Tiden på 9,79 sekunder var ikke noget at prale af for Usain Bolt, men han vandt søndag VM-finalen foran Justin Gatlin og resten af eliten, og sejren var det vigtigste.

For Bolt vil vinde hver gang. Og være bedst lige så længe, han er en del af feltet på mændenes 100 meter-distance.

– Mit mål er at være bedst, indtil jeg trækker mig tilbage. Og derfor presser – og presser – jeg mig selv. Det handler om at løbe og få arbejdet gjort, sagde Bolt efter VM-finalen i Kina.

Det betyder i Usain Bolts verden at vinde alle løb og slå alle de andre. Som han plejer at gøre.

Og som han har gjort syv af de otte gange, han i karrieren har løbet mod den største rival i øjeblikket – amerikanske Justin Gatlin.

Gatlin var hurtigst af alle i år inden VM, i de indledende løb i Kina og igen i semifinalerne. Men i finalen var han 0,01 sekund langsommere end rivalen fra Jamaica.

– Jeg så ikke, Bolt var foran mig, før vi passerede målstregen. Men skulle jeg tabe til nogen, måtte det bliver til ham, der sidder til højre for mig, sagde Gatlin på pressemødet efter finalen og pegede over på sin overmand fra Jamaica.

Bolt og Gatlin får en duel mere under VM, når de mødes på 200 meter-distancen.

Usain Bolt har haft en alt andet end perfekt optakt til VM. Skader har drillet, og tiderne har ikke været fantastiske. Og indsatsen i finalen var da også langt fra perfekt ifølge hovedpersonen selv.

– Man kan kalde det rust, for jeg kunne have løbet stærkere. Dette var ikke mit topniveau. Men jeg kom ud og var afslappet, var ikke stresset og hentede sejren, sagde Bolt.

Bolts vindertid på 9,79 sekunder var et stykke fra hans egen verdensrekord på 9,58. Og faktisk var det, der endte med triumf, tæt på at blive en kæmpe fiasko for Bolt allerede i semifinalen.

Her snublede han i begyndelsen af løbet og mistede et skridt, men han holdt sig på benene og overhalede akkurat konkurrenterne på de sidste meter. Bolt forklarede efter finalen, at han ikke vidste, hvad der skete i den situation.

VM-bronzen blev delt mellem Trayvon Bromell fra USA og canadiske Andre de Grasse, der begge blev noteret for tiden 9,92 sekunder.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS