USA planlægger nye henrettelser

Få dage før Bidens indsættelse vil USA efter planen foretage føderal henrettelse nummer 12 og 13 under Trump.

Efter 17 års pause har USA genoptaget de føderale henrettelser under præsident Donald Trump. Otte er allerede henrettet siden juli, og i de næste to måneder er der planlagt yderligere fem føderale henrettelser. (Arkivfoto) Foto: Bryan Woolston/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

USA’s justitsministerium har planlagt at foretage fem føderale henrettelser, inden demokraten Joe Biden tager over på præsidentposten.

To af dem skal efter planen finde sted den 14. og 15. januar. Det er få dage inden, at Biden bliver indsat den 20. januar.

Det meddeler justitsministeriet ifølge nyhedsbureauet AP.

I forvejen har USA under præsident Donald Trump gennemført otte føderale henrettelser.

Giftsprøjte torsdag

Senest blev den dødsdømte drabsmand Orlando Hall henrettet med en giftsprøjte torsdag i et fængsel i Indiana.

Halls henrettelse var den første, som den nyindsatte højesteretsdommer, Amy Coney Barrett, var med til at afgøre endeligt.

Hun stemte sammen med de øvrige fem dommere i højesteretten for at give grønt lys for henrettelsen.

Halls advokater havde bedt om en udsættelse af henrettelsen. De hævder blandt andet, at racisme spillede en rolle, da straffen blev afsagt i 1994.

Første føderale henrettelser

Sidste år blev der foretaget 22 henrettelser i USA. Men hver gang var det en enkelt delstat, der stod for det.

I juli blev henrettelserne på føderalt plan så genoptaget, da den første føderale henrettelse siden 2003 blev gennemført.

De føderale henrettelser blev sat på hold af tidligere præsident Barack Obama.

Det skyldtes, at der var indbragt et stort antal klager ved de amerikanske domstole om, at henrettelserne stred mod forfatningen. Der er flere forskellige faktorer, der afgør, om en straffesag i USA bliver behandlet i de enkelte delstater eller ved de landsdækkende, føderale domstole.

Trump beordrede de føderale henrettelser genoptaget, få måneder efter at han var blevet indsat i 2017.

Selv om Trump afviser at anerkende, at han har tabt præsidentvalget, skal Biden efter planen indsættes i præsidentembedet om to måneder. Han er erklæret modstander af dødsstraf.

Flest henrettelser

Her kan du læse mere om, hvordan henrettelser blev brugt til at straffe forbrydere rundt om i verden i 2016:

* Mindst 1032 personer blev henrettet i 2016. I 2015 blev 1634 personer henrettet.

* De 1032 personer fordeler sig på 23 lande. Iran, Saudi-Arabien, Irak og Pakistan tegner sig for 87 procent af henrettelserne.

* Kina er udeladt fra undersøgelsen på grund af usikkerhed om tallet. Men Amnesty International skriver, at Kina henretter flere tusinde mennesker hvert år og dermed flest af alle lande.

* Halshugning, hængning, dødelige indsprøjtninger og skud blev brugt til at henrette folk.

* I Iran og Nordkorea var der offentlige henrettelser.

* Det blev registreret, at 3117 mennesker fik en dødsdom i 2016. Her er der tale om en væsentlig stigning i forhold til 2015.

* Ved udgangen af 2016 sad mindst 18.848 personer på dødsgangen.

* Benin og Nauru afskaffede dødsstraf fuldstændig i 2016. Det har i alt 104 lande gjort.

Kilde: Amnesty International.

Powered by Labrador CMS