USA får ny forsvarsminister fredag

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

En 60-årig tidligere viceforsvarsminister afløser Chuck Hagel på posten som USA’s forsvarsminister.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, vil fredag eftermiddag præsentere Ashton Carter som ny forsvarsminister, oplyser Det Hvide Hus.

60-årige Carter, som var viceforsvarsminister fra 2011 til 2013, vil blive indsat klokken 16 dansk tid.

Han afløser Chuck Hagel, som i sidste uge meddelte, at han vil trække sig fra den vigtige post.

Hagel blev af præsident Obama udpeget til øverste chef for Pentagon i begyndelsen af 2013, og hans vigtigste opgave dengang var at bringe de amerikanske soldater hjem fra Afghanistan.

Situationen ændrede sig imidlertid totalt med udviklingen i Syrien og Irak, og det tog yderligere fart i Mellemøsten, efter at Islamisk Stat henrettede flere amerikanske gidsler og offentliggjorde disse henrettelser på video.

Årsagen til, at Hagel måtte trække sig, er angiveligt netop interne uenigheder i forsvarsministeriet om indsatsen imod Islamisk Stat.

USA leder en koalition mod den militante og islamistiske gruppe, som har erobret områder i Syrien og Irak.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS