USA-ekspert: Obama får det svært nu

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Demokraterne i USA har lidt et stort nederlag ved midtvejsvalget, og det får konsekvenser for præsidenten.

Amerikanerne vil have nye ansigter og en ny kurs i Washington.

Det står klart, efter at USA tirsdag gik til midtvejsvalg og gav Demokraterne og præsident Barack Obama en lussing ved at sørge for et flertal i oppositionens favør i både Repræsentanternes Hus og Senatet.

For med en sejr til Republikanerne i Kongressen, står Obama kun med få kort tilbage på hånden, vurderer direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab og USA-ekspert, Michael Ehrenreich.

– Det, vi får nu, er en kongres, der fuldstændig kontrolleres af oppositionen. Det betyder, at Obamas muligheder for at få gennemført væsentlige reformer og lovgivning er forsvundet, siger han til Ritzau og uddyber:

– Vi vil formentlig se et fastlåst, lammet politisk Washington. Den kongres, der nu går af, er den mindst produktive i mange år, men man vil opleve, at som tiden går, vil præsident Obama blive mindre og mindre betydningsfuld og relevant. Hans tid som reform-præsident er forbi.

Derfor kommer Barack Obama formentlig til at vende blikket ud mod verden.

– Han kan markere sig på det udenrigspolitiske område. Det er en klassiker i amerikansk politik, at når det begynder at skride derhjemme, kaster præsidenten sig over udenrigspolitikken for at bygge et eftermæle op. Det vil vi også se her, siger Michael Ehrenreich.

Ved valget tirsdag lykkedes det Republikanerne at fravriste Demokraterne de seks nødvendige pladser for at generobre flertallet i Senatet for første gang siden 2006.

Kampen om magten i Senatet blev reelt afgjort i de godt ti delstater, hvor der ikke var nogen klare favoritter. Og her klarede Republikanerne sig bedst i hovedparten. De udslaggivende sejre kom i delstaterne Colorado, Arkansas, Iowa, North Carolina, Montana, South Dakota og West Virginia.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS