USA: 6,6 mio. har mistet jobbet på en uge
I Guds eget land går det stærkt med arbejdsløsheden.
6,6 millioner mennesker har i den forløbne uge mistet deres arbejde i USA og søgt om arbejdsløshedsunderstøttelse. Det kommer oven i de ti millioner nye ledige fra de to foregående uger, oplyser regeringen.
Arbejdsløshedsprocenten stiger til 12 eller mere, skriver Washington Post. Siden midten af marts har 17 millioner mistet deres job i USA. Økonomer spår, at USA endnu ikke har set slutningen på nedgangen. Flere millioner amerikanere ventes i de kommende uger at slutte sig til de 17 millioner, der de seneste uger har stillet sig op i køen af arbejdsløse.
Det er et meget stort chok, der hurtigt vil forplante sig til europæisk og dansk økonomi, siger økonomer herhjemme. Det er den højeste arbejdsløshed i USA siden depressionen i 1930’erne.
– Og der er desværre ikke noget, der tyder på, at nedturen stopper, siger Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.
– Den eksplosive stigning i ledigheden er en meget alvorlig og bekymrende udvikling. Den voldsomme stigning i ledigheden risikerer simpelthen at sende amerikansk økonomi ud i en dyb negativ økonomisk spiral, vurderer han.
Kan få dansk betydning
Det kan få store konsekvenser for dansk økonomi.
Man må knytte håbet til de hjælpepakker, der er vedtaget i Kongressen i Washington på 2200 milliarder dollar. At de kan bremse “den vanvittige stigning”, siger Stramer.
Ifølge cheføkonom i Dansk Industri Allan Sørensen er USA tæt på at have sat hele jobfremgangen siden finanskrisen i 2008 over styr.
Forbrugerne er motoren i amerikansk økonomi. Men med den hast arbejdsløsheden stiger, styrer USA mod en kraftig recession, mener han.
– Udviklingen i USA er utrolig trist for amerikanerne, men det vil også sætte dybe spor i resten af verdensøkonomien og dansk eksport. Lavere vækst i amerikansk økonomi vil trække hele verden ned i tempo, og dansk eksport står over for et sandt rædselsår, siger Allan Sørensen.
… og i Danmark?
I alt var der onsdag 176.991 personer registreret som ledige i Danmark. Det er en stigning på 45.299 siden 8. marts, hvor coronakrisen for alvor brød ud.
Det frygtes, at antallet af ledige vil stige voldsomt omkring 1. maj, når personer fyret i marts med en måneds opsigelse melder sig ledige. Ligeledes kan der komme et spring 1. juli, når personer med tre måneders opsigelse melder sig ledige.
Sådan fortalte beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) på et pressemøde om Danmarks økonomi i coronakrisen. Her påpegede han også, at antallet af nyledige i Danmark “langtfra” er lige så højt som i andre lande på grund af regeringens hjælpepakker.
Finansministeriet har torsdag formiddag oplyst, at ledigheden kan stige fra 105.000 personer sidste år til mellem 130.000 og 150.000 i år, alt efter hvilket scenarie der udspiller sig.