US Open-mester får nye tæsk
Tomas Berdych kan stadig nå semifinalen ved sæsonfinalen efter sejr over Marin Cilic, der nu er ude i London.
Marin Cilic ved US Open for godt to måneder siden og Marin Cilic ved denne uges sæsonfinale i London synes at være to forskellige spillere.
Kroaten afviste enhver modstand, da han vandt årets sidste grand slam-turnering, men har slet ikke kunnet leve op til det spil ved sæsonfinalen i den engelske hovedstad.
I gruppespillet led han onsdag eftermiddag sit andet klare nederlag med 3-6, 1-6 til tjekken Tomas Berdych. Mandag tabte han til Novak Djokovic og er nu uden chance for at avancere i turneringen – allerede inden den sidste runde fredag.
De to tabere fra mandagens kampe lagde ud med et hav af fejl i en uskøn affære, men Berdych lykkedes bedst med at få styr på sit spil.
Det fik Cilic aldrig, og han har blot vundet seks partier i sine første to kampe.
Berdych er derimod nu noteret for én sejr ligesom serberen Novak Djokovic og den schweiziske Australian Open-vinder Stanislas Wawrinka, der mødes til en foreløbig kamp om gruppens førsteplads onsdag aften.
/ritzau/