Ups: Skræmt røver med fup-pistol løb i favnen på betjent
Kunde i bagerforretning forskrækkede røver, der sekunder efter blev anholdt af betjent på vej på arbejde
Tilfældigheder kan være en faktor, der afgør, om et røveri lykkes eller ej.
Det må en 32-årig mand sande efter et helt igennem mislykket forsøg på at skaffe sig kontanter fra en bagerforretning i Vanløse lørdag eftermiddag.
Allerede inden manden trådte ind i bagerforretningen på Godthåbsvej, var han spottet af en politimand.
Og da røveren stod inde i butikken med en hue trukket ned over ansigtet lykkedes det en kunde at skræmme ham så meget, at han smed sit udbytte fra sig og løb ud af døren.
– Røveren fremviser en pistol og truer ekspedienten til at udlevere penge fra kassen. En kunde råber så, at der er tale om en plastikpistol, og det forskrækker åbenbart røveren, som løber ud af forretningen og lige ind i favnen på en af vores folk, der var på vej på arbejde, fortæller Henrik Vedel, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.
Den endnu civilklædte politimand anholdt manden, som sigtes for forsøg på røveri. En dommer afgør søndag, om den 32-årige, der er kendt af politiet i forvejen, skal varetægtsfængsles.
– Betjenten havde inden røveriforsøget set den sigtede dække sit ansigt til, og han ventede derfor uden for bagerforretningen. Det kan da godt være, at han får lov til at skrive en ekstra overarbejdstime på, da han endnu ikke var mødt på sin vagt, siger efterforskningslederen.
/ritzau/