Ups: Skib taber 270 containere i Nordsøen

Verdens største containerskib, MSC ZOE, har tabt op mod 270 containere i Nordsøen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dusinvis af containere er skyllet op på de hollandske øer Terschelling og Vlieland, efter verdens største containerskib, MSC Zoe, har tabt op mod 270 containere i høj sø i Nordsøen.

Det skriver Reuters. Den hollandske kystvagt siger, at containerne er faldet af skibet nær den tyske ø Borkum og siden er svømmet sydvest på mod de hollandske øer.

Hollandske medier skriver, at lykkejægere har reddet sig en lang række ting fra containerne. Det er blandt andet elpærer, reservedele til biler, Ikea-møbler, tøj og legetøj.

Derudover har der i et hollandsk medie været billeder af folk, der samledes omkring blå containere, der lod til at indeholde fladskærms fjernsyn.

Tingene bliver betegnet som vraggods, som øernes indbyggere har tradition for at indsamle.

Borgmesteren på øen Vlieland, Tineke Schokker, har da heller ikke noget imod, at folk er gået på skattejagt:

– Det er faktisk venligt. At behandle og bearbejde det kunne koste mere end det er værd – og vi har kun to politifolk, så det ville være umuligt at bevogte det; det er over hele stranden, siger Tineke Schokker ifølge Reuters.

MSC har ingen kommentarer, skriver Reuters.

Powered by Labrador CMS