Ups: Mælk til 2 kroner var en fejl
Fleggaard annoncerer i denne uge i en ugeavis med økologisk mælk til to kroner pr. liter. Det viser sig dog at være en fejl.
Hvis du regner med, at du skal købe en liter Arla økologisk mælk til 2 kroner per liter, så bliver du skuffet. Det står der ellers i en annonce i Ugeavisen Tønder. Men det viser sig, at være en fejl.
– Jeg beklager og ærgrer mig, men det er simpelthen en fejl. Jeg har ikke været skarp nok, og da det her er en meget lille annonce, så den er gået forbi min næse, for jeg havde uden tvivl studset over, at mælken kun skulle koste to kr, siger administrerende direktør i Fleggaard, Mike Simonsen, til Landbrugsavisen.
LandboSyd raser
Den lave pris på mælk har også fået LandboSyd op af stolen:
– Signalværdien i det her er jo en katastrofe. Der er jo ingen, der kan producere mælk til så lavt et niveau, og så stopper produktionen af mælk i landet. Det kan jo ikke passe, at man skal kunne købe mælk til to kroner, siger formand i LandboSyd, Mogens Dall, til Ugeavisen Tønder.
Fejlagtig pris er nu rettet
Fleggaard har nu rettet prisen til seks kroner per liter. Koncernens administrerende direktør erkender, at det kan give sure kunder:
– Det her er jo pest eller kolera, for kunderne kommer til at reagere, men vi vil heller ikke gøre nogen landmænd sure. Jeg håber, de kan tilgive mig, for det var en smutter, siger Mike Simonsen til Landbrugsavisen.