Ups: Kommune samlede kæmpe spritlager under plejecenter
- Der er jo en grund til, at man højest må opbevare 25 liter på ét sted, siger indsatsleder.
Citathistorie: Fr.Borg Amts Avis
I en kælder under Arresø Plejecenter Løvdalen i Frederiksværk har Halsnæs Kommune under coronakrisen opmagasineret 3000 liter husholdningssprit og håndsprit.
Det er 120 gange mere end Beredskabsstyrelsens regler foreskriver. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
– Jeg lægger mig fladt ned. Vi kunne nok have opdaget det her før. Det indrømmer jeg. Men det gjorde vi ikke. Til gengæld reagerede vi, så snart det gik op for os, at vi stod med alt for meget sprit på ét sted, siger Birgit Gundorph-Malling, chef for Sundhed og Ældre i Halsnæs Kommune.
Situationen kunne i følge Frederiksborg Brand og Redning have været yderst farlig.
– Der er jo en grund til, at man højest må opbevare 25 liter på ét sted. Det er en brandfarlig væske, og hvis der gik ild i det, ville det udløse en voldsom og kraftig brand, siger Peter Cowland, indsatsleder hos Frederiksborg Brand og Redning.
Undrede sig
Det var ansatte hos kommunen, som i starten af maj undrede sig over det store lager.
Kommunen kontaktede herefter Frederiksborg Brand og Redning, og spritten er nu opbevaret i flere containere på en grund i Hundested.
– Containerne stod klar den 13. maj, og spritten blev flyttet dagen efter. Containerne står med en vis afstand og alle sikkerhedsregler er overholdt. Det har jeg helt tillid til, siger Birgit Gundorph-Malling.