Universitet genåbner efter trusler

Universitetet i Lund var mandag udsat for trusler, men er genåbnet. Pressefoto
Offentliggjort Sidst opdateret

Universitetet i Lund åbner atter for undervisning tirsdag morgen, efter det søndag aften blevet lukket ned på grund af trusler mod studerende og ansatte.

Truslen blev fremsat via mobilappen Jodel, hvor folk med tilknytning til universiteter kan kommunikere anonymt, og det fik ledelsen til at aflyse alt undervisning mandag.

Det har dog vist sig, at trusler – mage til den Lund Universitet modtog, er rundsendt flere gange forskellige steder i Sverige, oplyser politimyndighederne i Sverige .

Derfor har skolen nu valgt at genoptage undervisningen fra tirsdag morgen.

I beskeden blev de studerende advaret om at møde op til undervisning med ordlyden:

»Nogle af Jer er OK. Gå ikke på universitetet i morgen, hvis I er i Lund. Hold øje med nyhederne i morgen tidlig,« lød truslen ifølge Aftonbladet.

Tog ingen chancer

Formuleringen har en række ligheder med den meddelelse, som gerningsmanden bag skoleskyderiet i den amerikanske by Roseburg, Oregon, kom med forud for skyderiet tidligere i denne måned, hvorfor de svenske myndigheder valgte ikke at tage nogen chancer.

Advarslen forud for skyderiet i Oregon blev fremsat på det stærkt kontroversielle onlineforum, 4chan, hvor gerningsmænd tidligere har udvekslet erfaringer om drab.

På samme medie figurerede en besked søndag eftermiddag, hvor en anonym person erkendte, at vedkommende havde skrevet en advarsel på Jodel.

Selv om både Jodel og 4chan er anonyme tjenester, har politiet i Lund fået leveret »en masse teknisk information«, som nu bliver gennemgået, fremgår det af en pressemeddelelse, som politiet har sendt ud.

Powered by Labrador CMS