Uniformeret betjent kunne ikke holde fri

Politiet måtte droppe internt sagskompleks om uberettiget salg af støvler, viser DUP-årsberetning.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed oprettede 1793 klagesager sidste år. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Der plejer ikke at være usædvanligt, at en betjent kører ind på sin arbejdsplads, ifører sig uniform og henter en patruljevogn.

Men usædvanligt var det, da en betjent gjorde netop det sidste år. For stik imod normen var det for efterforske tyveri af egen bil – og så på en fridag.

Det fremgår af Den Uafhængige Politiklagemyndigheds (DUP) årsberetning fra 2018.

Betjenten blev tiltalt for stillingsmisbrug og pligtforsømmelse, men slap med en irettesættelse, står det i rapporten.

Sagen endte ellers i byretten, hvor betjenten blev frifundet for både stillingsmisbrug og pligtforsømmelse “da forholdet ikke var af en sådan grovhed, at det var omfattet af straffelovens § 157,” skriver Politiklagemyndigheden.

Straffelovens § 157

§ 157: Når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenestens eller hvervets udførelse eller i overholdelsen af de pligter, som tjenesten eller hvervet medfører, straffes den pågældende med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Uden for foranstående bestemmelse falder hverv, hvis udførelse hviler på offentlige valg.

Heri fremgår det også, at et sagskompleks døbt “Støvlesagen” har fået opmærksomhed i det forgangne år.

Flere polititjenestemænd har været mistænkt for uberettiget at have tilegnet sig støvler, der tilhørte politiet og solgt dem videre på nettet.

Først drejede det sig om en enkelt ansat, der angiveligt solgte politistøvlerne på en hjemmeside. Men efterforskningen viste, at der fandtes lignende salgsannoncer.

1000 kroner parret

Støvlerne var nye og magen til dem, som operative tjenestemænd får udleveret i politiet. De stod til 1000 kroner for et par.

Flere politiansatte blev identificeret, og i flere tilfælde stemte salgsannoncerne overens med de støvler, som tjenestemændene havde fået udleveret.

Det står i politiets uniformsreglement, at sådanne genstande tilhører Rigspolitiet.

Men undervejs i efterforskningen kom det frem, at pågældende støvler også blev solgt på fra en hjemmeside i udlandet.

Statsadvokaten standsede efterforskningen i 20. juni sidste år, da det ikke “fuldstændigt kunne udelukkes”, at støvlerne tilhørte dansk politi.

Flere klager

Af årsberetningen fremgår det samtidig, at antallet af klager over politiet er steget en smule fra 2017 til 2018.

Sidste år oprettede DUP således 1793 politiklagesager, mens man i 2017 oprettede 1676.

I 2018 udtalte politiklagemyndigheden kritik i 3,9 procent af sagerne, mens man året før udtalte kritik i 7,6 procent af sagerne.

Powered by Labrador CMS