Unge med vietnamesisk baggrund fanges af arvet statsborgerskab
Unge med rødder i Vietnam forhindres i at få et dansk pas, fordi Statsforvaltningen kræver, at de først bliver løst fra det vietnamesiske statsborgerskab, som de har arvet fra forældrene. Og det kan netop være svært at skaffe de rette dokumenter, som den vietnamesiske ambassade kræver for at løse dem. Det skriver Information onsdag.
De unge er derfor nødt til at søge om statsborgerskab ved såkaldt naturalisation, det vil sige ved at bestå de krævede prøver, skriver avisen.
Information har talt med den 17-årige Martin Van Tran, som er født og opvokset i Danmark. Han er ustraffet og går på gymnasiet, men når han næste år fylder 18 år, sker det uden udsigt til et dansk pas.
Han er ifølge Eva Ersbøl, ekspert i indfødsret ved Institut for Menneskerettigheder, en af de unge, der er havnet i en urimelig situation, og hun påpeger over for avisen, at der bør laves en overgangsordning.
Justitsministeriet oplyser til Information, at man har kontaktet Vietnams ambassade for at høre, »hvorvidt der er problemer i forhold til erklæringsadgangen, hvad angår muligheden for at levere den nødvendige dokumentation for løsning fra hidtidigt statsborgerskab«.
Ministeriet venter nu på svar fra ambassaden.