Unge danskere udraderede Rumænien
Unge danskere udraderede Rumænien
Lasse Vigen Christensen, Patrick Banggaard og Christian Nørgaard. Kun tre spillere fra det danske U21-mandskab, der i sommer spillede sig frem til semifinalen ved EM, er stadig at finde på holdet.
Men selvom cheftræner Niels Frederiksen har måttet ryste posen, viste de danske talenter torsdag aften ingen svaghedstegn i EM-kvalifikationen. På udebane mod Rumænien blev den tredje sejr ud af fire mulige hentet.
Især Lucas Andersen imponerede i 3-0-sejren. Den lynhurtige kantspiller, der blev sorteret fra EM-truppen som sidste mand, ligner i den grad en spiller, der har noget at revanchere. Mod østeuropæerne var han i hopla med aggressive gennembrud, finurlige driblinger og gode indlæg.
Det var dog ikke den Ajax-ejede kantspiller, der stod for danskernes mål. Det var i stedet AaBs Frederik Børsting, der med to kyniske afslutninger grundlagde den danske sejr – samt Kenneth Zohore, der fik lov til at lukke og slukke.
Første scoring efter 8 minutter
Den første scoring faldt allerede efter otte minutter, da Kenneth Zohore og Lucas Andersen i fællesskab satte Børsting op. Zohore agerede i første omgang spilstation og sendte den videre til Andersen. Med en genial aflevering spillede han Andrew Hjulsager fri, og inde foran mål havde Zohore pludselig frit skud, man hans afslutning var helt skæv. Heldigvis for danskerne endte bolden dog for fødderne af Frederik Børsting, der gav danskerne en drømmestart.
Føringen blev fordoblet efter 30 minutter, da bolden lidt heldigt dumpede ned til Børsting efter et hjørnespark. Tæt under mål havde den 20-årige kantspiller intet problem med at sparke sin anden scoring i nettet.
Resten af kampen styrede Rumænien, men målmand Jeppe Højbjerg agerede i flere tilfælde redningsmand. Og i stedet for en reducering cementerede Kenneth Zohore sejren, da han let omsatte en friløber til scoring.
Efter kampen var Niels Frederiksen især glad for danskernes første halvleg.
»Vi var gode de første 45 minutter, og jeg synes, vi skal føre med mere end to ved pausen. I begyndelsen af anden halvleg smider vi lidt for mange bolde væk, men heldigvis har vi en god keeper,« sagde han til TV2 Sport.
Med sejren ligger Danmark nu á point med Wales i toppen af gruppen med 10 point for fire kampe. Bulgarien ligger nummer tre, men holdet har spillet én kamp flere.