Ungarn bygger endnu et pigtrådshegn

Foto: ISTVAN RUZSA/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Ungarn er natten til fredag begyndt at opføre et pigtrådshegn langs grænsen til Kroatien for at dæmme op for den strøm af flygtninge og migranter, som de seneste dage har krydset landets grænser.

Samtidig har Ungarn indsat hundredvis af soldater og politibetjente ved grænsen. Det fortæller den ungarske premierminister, Viktor Orbán, fredag morgen i et interview med Ungarns statslige radiostation, skriver Reuters.

Premierministeren oplyser, at hegnet, som kommer til at være 41 kilometer langt, vil strække sig langs grænsen mellem de to lande, hvor de ikke er adskilt af en flod. Hegnet vil stå færdigt senere fredag.

»Vi må implementere de samme foranstaltninger som på den serbisk-ungarske grænse,« siger Viktor Orbán og tilføjer, at 600 soldater i løbet af natten har arbejdet på hegnet, og at yderligere 500 vil blive indsat fredag og endnu 700 i løbet af weekenden.

Ungarn har i år været transitland for over 180.000 flygtninge og migranter, som rejser mod EU. Tirsdag lukkede landet grænsen til Serbien med et fire meter højt og 175 kilometer langt pigtrådshegn.

De seneste dage er det gået voldsomt for sig, mens ungarske urobetjente med knipler, tåregas og vandkanoner har forsøgt at presse flygtninge og migranter væk fra landets grænse mod Serbien.

Den ungarske regering har ligeledes planer om at opføre et hegn på grænsen til Rumænien.

Powered by Labrador CMS