Ung mand til politiet: -Undskyld jeg var så stang-bacardi

En ung mand havde brug for politiets hjælp. Så skrev han en mail.

Endnu engang har Nordsjællands Politi fået positive reaktioner på et Facebook-opslag. Foto: Nordsjællands Politi.
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er nok ingen tvivl om, at ordensmagtet i dette land kommer ud for lidt af hvert.

Man skal heller ikke have set meget TV, der følger de danske betjente eller læst bare en enkelt døgnrapport for at ved selvsyn at se, at en del fulderikker kommer gennem hænderne på politiet.

Sådan var det også natten til søndag, hvor Nordsjællands Politi fik et opkald fra en borger i Lyngby, der var vågnet ved, at der uden for hendes bolig stod en mand. Som så absolut ikke hørte til på den adresse. Ifølge kvinden virkede han da også en smule konfus.

“Ungersvendens intentioner var ukendte og situationen mistænkelig, så vi skyndte os til adressen”, skriver politikredsen i et opslag på Facebook.

Mere end hindbærbrus

Da patruljen ankommer til stedet viser det sig dog – og heldigvis – at der hverken er tale om en tyv eller anden ‘potentiel kriminel’, men derimod en mand i 20’erne, der havde drukket mere end bare hindbærbrus i løbet af aftenen. Meget mere, som der står i opslaget.

Efter nogen tid i politiets patruljevogn kom manden mere og mere til sig selv og i fællesskab blev det besluttet, at han var klar nok i hovedet til at blive sat af på den nærliggende station og selv komme hjem.

Manden takker

Normalt vil sådan en sag nok slutte der. Det gør denne ikke. Om det er dårlig samvittighed, moralske tømmermænd eller noget helt tredje, der fik den unge mand til tasterne, vides ikke. Hvorom alting er modtog Nordsjællands Politi en mail fra manden.

Den mail vil vi i anonymiseret og lettere redigeret form gerne vil dele med jer, da vi blev både glade for og imponerede over, at han havde taget sig tid til at skrive til os:

Hej

Mit navn er [skjult]

Lørdag nat den 31. marts var to betjente ude og snakke med mig i Lyngby, efter jeg var endt der uden at vide hvorfor, fordi jeg var fuld.

Jeg vil gerne undskylde for, at I skulle bruge jeres tid på mig, fordi jeg ikke kunne styre det – det skal aldrig ske igen.

Når det er sagt, så vil jeg gerne sige tusind tak til de betjente, der håndterede mig og hjalp mig. Det kunne have endt meget galt, hvis ikke de var dukket op, og det er jeg taknemmelig for.

Mvh [navn skjult].

“Vi takker for mailen og håber, at ungersvenden er kommet sig over lørdagens strabadser, ligesom vi også håber, at anmelderen er kommet sig over forskrækkelsen ved den uventede gæst”, slutter opslaget.

Du kan se andre af Nordsjællands Politi efterhånden nærmest episke opslag HER.

Powered by Labrador CMS