Ung mand faldt 10 meter ned fra tag: Nu er der nyt om hans tilstand
Faldet skete, mens politiet var i kontakt med den 22-årige.
En 22-årig mand fra Aalborg blev alvorligt kvæstet, efter at han natten til fredag faldt omkring 10 meter ned fra et tag. Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den unge mand faldt ned, mens betjente fra Nordjyllands Politi talte med ham i forsøget på at få ham til at forlade taget.
Politiet skriver i pressemeddelelsen, at man 03.38 modtog anmeldelse om, at nogle unge mennesker havde taget ophold på taget af Ved Stranden 9 i Aalborg.
Der blev sendt betjente ud til stedet, og betjentene talte med to unge mænd, den 22-årige og en 23-årig i forsøget på at få dem ned fra taget.
Det var her, den unge mand faldt de godt 10 meter ned. Han blev med ambulance kørt til Aalborg Universitetshospital med indre kvæstelser.
Påørende til den 22-årige er underrettet, og Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, er gået ind i sagen.
Udenfor livsfare
Ifølge DUP er den 22-årige nu udenfor livsfare.
Politiklagemyndigheden har på baggrund af episoden iværksat en undersøgelse i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2.
“Efter denne bestemmelse iværksætter Politiklagemyndigheden efterforskning, når en person er afgået ved døden eller kommet alvorligt til skade, mens den pågældende var i politiets varetægt eller som følge af politiets indgriben”, skriver DUP.
– Vi har sendt to efterforskere til Aalborg, og de har lavet undersøgelser på stedet og afhørt vidner og politifolk, fortæller direktør Charlotte Storgaard fra Den Uafhængige Politimyndighed til TV 2 Nord.
Når Politiklagemyndighedens undersøgelse er afsluttet, vil myndigheden udarbejde en redegørelse om sagen til Statsadvokaten i Viborg.