Ung kvinde styrter ned ad skrænt ved turistattraktion
Ambulance og brandvæsen måtte tilkaldes for at redde en ung kvinde, der var styrtet ned af en skrænt.
Søndag eftermiddag blev ambulance og mandskab fra Rønde Brandstation tilkaldt til Kalø Slotsruin.
Her var en ung kvinde styrtet ned ad en skrænt og havde pådraget sig flere skader.
– Hun havde blandt andet et stort sår på det ene knæ og så havde hun slået hovedet. Derudover havde hun diverse skrammer, siger Kirsten Dyrvig, indsatsleder ved Rønde Brandstation.
Ambulancefolkene kunne ikke selv bjærge den sårede kvinde, derfor blev brandvæsenet tilkaldt.
– Hun var faldet ret langt ned – ude ved ruinen fra en sti, siger indsatslederen.
Ambulancen var ikke helt terrængående nok til dæmningen over til ruinen, så Kirsten Dyrvigs folk måtte stå for transporten til ambulancen.
– Vores automobilsprøjte kunne køre derud, men langsomt, siger hun.
Måtte gå langs stranden
Da mandskabet havde fået den unge kvinde på båren, var der dog kun den slagne vej ind til ambulancen, der altså kun kunne køre et kort stykke ud af dæmningen.
– De gik langs stranden ind til ambulancen, fortæller Kirsten Dyrvig.
“Kromanden” (identiteten er Newsbreak.dk bekendt), som han bare vil kaldes, på Kalø Slotskro, er ikke overrasket over, at der er sket en ulykke.
– Jeg har sagt, at der skal sættes højere hegn op. Især, hvis børn kravler rundt, siger han søndag til Newsbreak.dk.
Ifølge indsatsleder Kirsten Dyrvig lod det ikke til, at den unge kvinde var kommet helt alvorligt til skade.