Ung kvinde opmuntrede sin kæreste til selvmord: Nu er hun dømt

"Du skal ikke tænke over det. Du er bare nødt til at gøre det."

Michelle Carter græd i retten, da hun hørte familien til sin afdøde kæreste komme med deres udtalelser.Foto: Pat Greenhouse / Globe Staff / SCANPIX
Foto: Pat Greenhouse / Globe Staff / SCANPIX

Offentliggjort Sidst opdateret

Michelle Carter fra Massachusetts er torsdag blevet idømt 2,5 års fængsel for at have opmuntret sin kæreste til at begå selvmord. Det skriver CBS News.

Den 20-årige blev i juni kendt skyldig for manddrab og kunne have fået helt op til 20 års fængsel i sagen, der er den første af sin slags. Carter slap med 2,5 år bag tremmer og kan blive prøveløsladt allerede efter 15 måneder. Dommeren har derudover udskudt straffen, indtil den unge kvinde har opbrugt enhver mulighed for appel. Hun fik derfor lov til at tage hjem, men er under opsyn.

Kunne have reddet ham

Carter var 17 år, da hun i juli 2014 opfordrede 18-årige Conrad Roy til at “gå tilbage” i en bil fyldt med giftigt carbonmonoxid i en SMS. I juni 2017 blev Carter erkendt skyldig i manddrab, da dommeren mente, at Carters sidste instruks, var skyld i at Roy satte sig ind i bilen og begik selvmord.

Roy havde fortalt Carter, at han overvejede at tage sit eget liv og Carter sendte derefter dusinvis af SMS’er til Roy, hvor hun opfordrede ham til at gøre det.

– Tidspunktet er det rette og du er klar… Bare gør det skat, skrev Carter i en besked til Roy, den dag han begik selvmord.

Ville hjælpe kæreste til at komme i himlen

Anklagerne i sagen mener, at Carter pressede Roy til at begå selvmord, fordi hun var desperat efter at få opmærksomhed og sympati fra klassekammeraterne i rollen som den sørgende kæreste.

Carters advokat Joseph Cataldo mener derimod, at Roy var stålsat på at tage livet af sig selv og blot tog Carter med på sin “triste rejse”.

En psykiater har til retten fortalt, at Carter også havde store mentale problemer og til at starte med prøvede at overtale Roy til at lade være. Til sidst blev hun dog overbevist om, at hun blev nødt til at hjælpe Roy med at komme i himlen, efter han havde bildt hende ind, at hun ikke kunne gøre noget for at stoppe ham.

Dommeren giver hende en chance

Carters advokat havde bedt dommeren om at skåne den unge pige fra fængselsstraf, fordi hun ifølge ham selv havde mentale problemer som bulimi, anoreksi og depression – på det tidspunkt hvor hun opmuntrede Roy til at begå selvmord.

Anklagemyndigheden gik derimod efter en straf på mellem syv til 12 år.

Da dommeren gav Carter hendes straf slog han på, at hun ikke var myndig, da forbrydelsen skete. Han sagde, at han ikke syntes hendes alder, modenhed eller mentale sygdom påvirkede hendes handlinger, men da hun var så ung, ville han give hende chancen for at kunne ændre sit liv til det bedre.

Familie i dyb sorg

Carter tørrede tårerne væk, da hun lyttede til Roy-familiens udtalelser i retten. Conrad Roy Jr., Roys far, kaldte sin søn for sin “bedste ven”.

– Selvom han havde mentale problemer, så syntes vi alle sammen, at han var på vej i den rigtige retning og over det værste af det, fortalte faren i retten og fortsatte:

– Hun udnyttede min søns svaghed og brugte ham som en brik for, at hun selv kunne have det godt. Hvor er hendes medmenneskelighed? I hvilken verden er den slags opførsel okay og acceptabel?

Familie står bag hende

Carters familie havde opfordret dommeren til at overveje at give Carter en betinget straf, hvorimod Roys familie anmodede om den maksimale straf.

– Jeg beder til Gud om, at du vil tage det med i dine overvejelser, at Michelle havde problemer og var en sårbar teenager i en ekstrem svær situation og lavede en tragisk fejl, skrev Carters far til dommeren sidste måned.

Den sensationelle retssag er blevet nøje overvåget på de sociale medier, til dels på grund af Carters vedholdende tone i tekstbeskederne.

– Du skal ikke tænke over det. Du er bare nødt til at gøre det. Du sagde, du ville gøre det, så jeg forstår ikke, hvorfor du ikke gør det, skrev Carter i en besked.

Powered by Labrador CMS