Ung bokser død af knockout
Den unge bokser Jeanette Zacarias Zapata blev slået i gulvet i bokseringen
Den blot 18-årige bokser Jeanette Zacarias Zapata blev slået bevidstløs af sin modstander i en boksekamp forleden.
Efter knockoutet har hun mistet livet. Det skriver nyhedsmediet CBC.
Den mexicanske bokser blev ramt på kæben af modstanderen Marie-Pier Houle i kampens fjerde omgang, og slaget sendte hende i gulvet i bokseringen.
Vågnede aldrig op igen
Jeanette Zacarias Zapata blev båret ud i bevidstløs tilstand fra boksestævnet i Montreal i Canada, hvorefter hun blev hastet til hospitalet.
Den unge kvinde vågnede aldrig op igen.
"Det er med stor sorg, at vi er blevet informeret af familien om hendes død denne eftermiddag. Hele holdet hos Groupe Yvon Michel er knust over nyheden. Vi sender vores kondolencer til familien, venner og især hendes mand Jovanni Martinez, der var ved hendes side til sidste øjeblik," lyder det fra boksestævnets promotor.
Jeanette Zacarias Zapata startede sin boksekarriere i 2018 og fik to sejre i de seks kampe, hun nåede inden sin død.