Undervisningsministeren besøgte klubben Rosenhøj
Undervisningsminister Christine Antorini besøgte mandag klubben Rosenhøj, der har succes med at forene skole og fritid
Mandag besøgte undervisningsminister Christine Antorini klubben Rosenhøj i Aarhus. Formålet med besøget var at vise Antorini, hvordan der kan skabes sammenhæng mellem skole og klub. Rosenhøj sigter efter at understøtte skolens arbejde.
Det var syv medlemmer af klubben, der viste Antorini rundt, så de med egne ord kunne fortælle om klubben. Efterfølgende var der arrangereret en paneldebat, hvor undervisningsministeren kunne stille spørgsmål til de unge.
– Klubben er som vores andet hjem, sagde en af de unge drenge under debatten.
– Jeg er blevet positivt overrasket over klubben Rosenhøj. Her har de vist, at hvis man tænker heldagsskolen rigtigt, så føles skoledagen ikke så lang for børnene, siger Christine Antorini og fortsætter:
På Rosenhøj har de formået at skabe et samarbejde, der fungerer. Medarbejderne arbejder på tværs af lærere og pædagoger, og det er tydeligt, at de unge ikke oplever det som en skole og en klub. De oplever helheden i det. De to universer understøtter altså hinanden rigtig godt,” siger Christine Antorini.
Klubben Rosenhøj er et tilbud til børn og unge i alderen 10-18 år fra lokalområdet. Klubben er opdelt i en fritids- og en ungdomsklub og dækker flere forskellige skoler fra området.