Undersøger: Kan man holde EM og Tour samtidigt?

En arbejdsgruppe i Københavns Kommune vurderer, at der kan findes praktiske løsninger på logistiske og arrangementsmæssige udfordringer, så både Tour de France og EM kan afvikles.

Offentliggjort Sidst opdateret

Området omkring Ofelia Plads i København spiller en central rolle, når blandt andre Københavns Kommune, DBU og arrangørerne af Tour de France (A.S.O) og EM i herrefodbold (Uefa) i disse dage skal finde frem til, om og eventuelt hvordan Tour de France og EM kan afvikles inden for kort tid i København næste sommer.

Det fremgår af et notat til Økonomiudvalget i Københavns Kommune, som TV 2 Lorry har fået indsigt i.

I sidste uge kom det frem, at DBU og Københavns Kommune skal svare Uefa, om København kan afvikle EM-kampene næste sommer i Parken senest på fredag den 8. maj.

Tirsdag eftermiddag holder Økonomiudvalget møde om sagen, og her vil overborgmester, Frank Jensen (S), orientere udvalget.

I et bilag til mødepunktet står der blandt andet, at Teknik- og Miljøforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen har nedsat en arbejdsgruppe for at afklare og belyse de økonomiske, aftalemæssige og praktiske forhold, som den coronaudskudte EM-slutrunde indebærer.

Det gælder ikke mindst hensynet til Københavns værtskab af Tour de France og kommunens kontraktuelle forpligtelser knyttet hertil.”

“Herunder vedrører særligt overlappet mellem Tour-ruten og den officielle Uefa Football Village på Ofelia Plads, eksponerings-rettigheder og sponsor-rettigheder,” står der i notatet.

Tæt på hinanden

Af det officielle Tour de France-rutekort fremgår det, at rytterne på den 13 kilometer lange enkeltstart blandt andet drøner ned ad Amaliegade og drejer ind på Amalienborg Slotsplads, inden de fortsætter ad Bredgade.

Ofelia Plads ligger ganske få hundrede meter fra de gulklædte ruteafspærringer på det royale slot, og pladsen skal emme af Uefa og fodboldfeber i dagene med fodbold.

Samtidig skal der tages højde for begge sportsbegivenheders eksponering og sponsorer – og det er altså nogle af de forhold, der lige nu granskes af en arbejdsgruppe i Københavns Kommune.

I sidste uge kunne TV 2 Lorry fortælle, at en række kontraktkrav med “afgørende betydning” skubbede den oprindelige svarfrist om EM-kampene fra 30. april til 8. maj.

I det nye notat er der ikke yderligere beskrivelser af, hvilke eventuelle problemer de nævnte rettigheder og overlappet mellem Tour-ruten og Uefa-byen på Ofelia Plads kan give.

Der står dog, at den sidste EM-kamp bliver spillet i København mandag den 28. juni 2021, og at første etape af Tour de France køres i København fredag den 2. juli. I den forbindelse står der i notatet:

Henset hertil vurderer Teknik- og Miljøforvaltningen, at der kan findes praktiske løsninger på de logistiske og arrangements-mæssige udfordringer, så begge events kan afvikles efter planen,” står der i mødenotatet.

Chance for EM 50/50

Coronakrisen har udskudt EM til 2021, og med Københavns værtskab for Tour de France samme sommer in mente kaldte DBU’s formand, Jesper Møller, i sidste uge chancerne for EM i Danmark for 50/50.

EM-kampene i Parken skal efter planen spilles 12., 17., 21. og 28. juni 2021, mens Tour de France-etaperne bliver kørt 2., 3. og 4. juli 2021.

Allerede fra 30. juni vil Rådhuspladsen og H. C. Andersens Boulevard dog være lukket ned i forbindelse med klargøring af Tour de France-starten i hjertet af København.

Det er de fem parter, Grand Départ Copenhagen Denmark 2021 (selskabet, der står for selve afviklingen af Tour de France i Danmark, red.), Uefa, DBU, Københavns Kommune og ASO, der sammen forhandler om knasterne i de kontraktlige forhold.

Powered by Labrador CMS