Undersøger disse danskere for skattesvig

Tyske myndigheder har fået indblik i datalækket "Dubai Leaks", hvor navne på cirka 100 danskere fremgår

Offentliggjort Sidst opdateret

Cirka 100 danskere skal undersøges for mulig skatteunddragelse i Dubai.

Det oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse tirsdag.

Det er tyske skattemyndigheder, der har fået indblik i et datalæk ved navn "Dubai Leaks". Disse data er siden blevet overdraget til danske myndigheder.

- Vi er meget tilfredse med det seneste resultat af samarbejdet mellem vores og andre landes skattemyndigheder, siger Michael Sverdlin-Højer, underdirektør i Skattestyrelsen, i meddelelsen.

- Især fordi vi har særdeles gode erfaringer med at anvende oplysninger fra tidligere lækager i bekæmpelsen af international skatteunddragelse.

Anonym person tippede

Tyskland kom i besiddelse af oplysningerne fra en anonym person tilbage i sommeren 2021.

De cirka 100 danskere risikerer at skulle betale skat af fast ejendom i Dubai.

Skattestyrelsen skal blandt andet undersøge, om de navngivne danskere har tjent penge på at udleje deres private boliger i ørkenstaten uden at indberette det.

Kan ikke stå alene

Ifølge Skattestyrelsen er der også flere danske virksomheder, som fremgår af datalækket. Det er uvist, hvilke der er tale om.

- Det er vigtigt at understrege, at oplysningerne i et læk som dette ikke kan stå alene. Oplysninger kan pege os derhen, hvor der kan være skattemæssige forhold, der skal undersøges nærmere, siger Michael Sverdlin-Højer.

Fik en milliard fra skattely

Styrelsen forventer at have afsluttet undersøgelserne af oplysningerne fra "Dubai Leaks" i år.

Det er ikke første gang, at Skattestyrelsen arbejder med lækager. Lækagen, der fik det mundrette navn "Panama Papers", arbejdede man med tilbage i 2016.

Dengang betalte Danmark 6,4 millioner kroner for at få fingrene i data fra lækagen. Dokumenterne havde i 2016 afsløret omfattende skatteunddragelse via skattely i det mellemamerikanske land Panama.

Dengang blev Skattestyrelsen ført på sporet af næsten en milliard kroner, som danskere havde skjult på udenlandske bankkonti for at slippe for skat.

Danskere skal nu undersøges for skattesvig efter et tip om skattely i Dubai.
Danskere skal nu undersøges for skattesvig efter et tip om skattely i Dubai.

SKATTEUNDDRAGELSE

Skatteunddragelse eller skattesvig er en form for økonomisk kriminalitet der omfatter ulovlige arrangementer, hvor skattepligt skjules eller ignoreres, dvs. skatteyderen betaler mindre skat, end vedkommende retligt er forpligtet til at betale, ved at skjule indkomst eller oplysninger for skattemyndighederne. Skatteunddragelse straffes i Danmark med bøde eller fængselsstraf.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS