Undersøgelse af rumfærgeulykke tager måneder

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Branson: Vi skylder vores testpiloter at finde ud af præcis, hvad der gik galt, men drømmen lever videre.

De amerikanske myndigheder siger, at hele efterforskningen af, hvad der gik galt, da et rumfartøj fredag styrtede ned under en testflyvning i Californien, kan tage op til et år.

Den fungerende formand for Det Nationale Råd for Transportsikkerhed, Christopher Hart, siger, at vragdele fra SpaceShipTwo blev spredt ud over et otte kilometer langt område, hvilket tyder på, at rumfartøjet blev brudt op i flere dele under flyvningen.

– Selve undersøgelserne på stedet kan tage op til en uge, men den fulde undersøgelse med analyser og belysning af al fakta kan vare op til 12 måneder, siger han.

Den britiske forretningsmand Richard Branson, der står bag virksomheden Virgin Galactic, som har udviklet det nedstyrtede rumfartøj, siger, at drømmen om kommercielle rumrejser fortsat lever.

– Vi er fast besluttet på at lære af fredagens tragiske ulykke. Vi skylder vores testpiloter at finde ud af præcis, hvad der gik galt, og når vi har fundet ud af det, og hvis vi kan overkomme det, så vil vi helt sikkert sørge for, at drømmen lever videre, siger Branson til journalister i Mojave Air and Space Port, som huser Virgin Galactics rumprogram.

– Vi forstår, hvor risikabelt dette projekt er, og vi presser ikke på i blinde. Det ville være en hån mod alle, der er berørt af denne tragedie, siger han videre.

Ifølge Branson samarbejder Virgin med havarimyndighederne i USA om efterforskningen.

Ulykken kostede andenpiloten, den 39-årige Michael Alsbury, livet. Førstepiloten, der overlevede, den 43-årige Peter Siebold, er hårdt såret, men taler med sin familie og lægerne.

Der var seks kameraer om bord på selve SpaceShipTwo og tre andre på det fly, der tjene som affyringsrampe, WhiteKnightTwo.

Hundredvis af personer har allerede reserveret pladser og lagt et depositum på 250.000 dollar – næsten 1,5 millioner kroner – for at få et minut i rummet i SpaceShipTwo, som kan have seks passagerer om bord./ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS