Underholdningsorkesters skæbne stadig uklar

Arkivfoto
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er ikke fundet en løsning på sagen om den kritiserede lukning af DR Underholdningsorkestret.

Det er fortsat uvist, hvorvidt fremtiden for DR Underholdningsorkestret ligger i graven eller orkestergraven.

Et møde mellem Kulturministeriet og ordførerne fra partierne i kredsen bag medieforliget er tirsdag endt uden en løsning.

Kilder i forligskredsen oplyser til Ritzau, at kulturminister Marianne Jelved (R) står fast på, at orkestret skal lukkes. I stedet har ministeren fremlagt et kompromisforslag, som DR har udarbejdet.

Jelved selv bekræfter kompromisforslaget, men afviser at kommentere indholdet. SF’s medieordfører Özlem Cekic bekræfter dog, at der er tale om, at DR vil tilføre seks millioner kroner til DR Symfoniorkestret.

Disse penge skal ifølge TV2 News gå til at skabe et nyt kammerorkester, som skal overtage nogle af det lukkede orkesters opgaver.

Rent mandskabsmæssigt vil en sådan tilførsel betyde, at symfoniorkestret bliver styrket med 20 musikere i stedet for de planlagte syv.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS