Ulvetegn tæt på Aarhus: Nedlagt rådyr fundet

En ulv holder muligvis til i området lige uden for Aarhus.

Offentliggjort Sidst opdateret

En ulv færdes muligvis tæt på bygrænsen til Aarhus. Lørdag morgen fandt den 24-årige Louise Kai et dræbt rådyr i vejkanten på Marienlystvej mellem forstæderne Skejby og Tilst, skriver jp.dk.

Rådyret havde bidemærker i halsen og var skamferet, og Louise Kai tænkte selv, at det måtte være en ulv, der stod bag.

Thomas Secher Jensen, der er seniorforsker ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, og som er blevet forelagt billeder af det skamferede rådyr, er tilbøjelig til at give hende ret.

– Da det primært er indvolde og det gode kød i ryggen, der er spist, peger det på en ulv, siger Thomas Secher Jensen til jp.dk

Han slår dog fast, at det også kan være en hund, der har dræbt rådyret.

Det er tidligere slået fast at mindst to ulve har færdedes tæt på Aarhus, men det er over to år siden.

Powered by Labrador CMS