“Ulven kommer, ulven kommer”: Teenager truede med at dræbe
Kan du huske historien om at råbe "ulven kommer"?
Der findes kådhed, og der findes dumhed. Begge betegnelser indrammer ganske godt denne historie.
Hele to gange i den seneste tid har Nordsjællands Politi måttet sætte det helt store apparat i sving, fordi unge mennesker syntes det morsomt at råbe “ulven kommer”, og det er ganske enkelt ikke velset hos ordensmagten, hvis tid formodentlig kan bruges på noget mere fornuftigt.
I hvert fald oplyser politikredsen via sin Facebook-profil om de to tilfælde, hvor særligt ét er groft.
– I tirsdags ringede en teenagedreng 112 i kådhed og påstod, at han ville slå to piger ihjel. Da vi forsøgte at ringe tilbage til nummeret, blev der ikke svaret, og selvom opkaldet ikke lød ægte, kunne vi naturligvis ikke sidde sådan et opkald overhørig. Efter at have fået sat en del ting i værk, kunne vi gudskelov konstatere, at der ikke var hold i anmeldelsen, skriver politiet, der dog senere fik fat på ungersvenden og bragte ham ind til en kammeratlig samtale.
Nu vurderes det, om sagen skal have yderligere konsekvenser for drengen, der spildte politiets tid ved at lege “ulven kommer”.
Hjælp, jeg drukner
Når man er i 20’erne, må det som udgangspunkt forventes, at man kan finde ud af at tænke sig om. Det kneb det dog lidt med for en cirka 20-årig ung mand, der sammen med en kammerat nød det gode vejr og tog sig en svømmetur i Furesø torsdag i den forgange uge.
Gentagne gange blev den ene unge mand ved med at råbe “hjælp, jeg drukner”, og mens hans badeven godt kunne se, at det blot var en leg, så var det anderledes for områdets beboere.
– Beboerne i området, der overhørte råbene på lang afstand, ringede selvfølgelig 112. Det resulterede i en storstilet eftersøgning med helikopter, redningsmandskab og ambulancer, men vi fandt ingen nødstedte i Furesø. Til gengæld fandt vi efterfølgende frem til ungersvenden, der i kådhed havde råbt om hjælp, fortsætter politiet sin moralske opdatering.
Også i denne sag er Nordsjællands Politi ved at undersøge, hvilke konsekvenser det eventuelt skal have for den spøgefulde unge mand, der glemte hovedet sammen med tøjet på bredden. Hertil barsler blandt andet brandvæsnet og helikoptertjenesten muligvis med et erstatningskrav.
– Og det leder os frem til selve budskabet om, at man ikke skal råbe ”ulven kommer”, når der ikke er noget om snakken.