Ulovligt fyrværkeri dræbte tre: Nu skal 30-årig for retten
Halvanden retsdag i februar er sat af til sagen. Mand er tiltalt for uagtsomt manddrab.
En retssag mod en 30-årig mand, der er tiltalt for uagtsomt manddrab i forbindelse med tre dødsulykker med fyrværkeri omkring nytår sidste år, begynder ved Retten i Aalborg til februar.
Det oplyser sagens anklager, Karina Schou, til Ritzau.
– Der er sat halvanden retsdag af til straffesagen, siger hun.
Leverede ulovligt fyrværkeri
Politiet mener, at manden leverede det farlige og ulovlige fyrværkeri, der kostede tre mænd livet i dagene omkring nytår. To andre blev alvorligt kvæstede.
Ud over tiltalen for uagtsomt manddrab er den 30-årige sigtet for at have forvoldt fare for andres liv og helbred og for overtrædelse af fyrværkerilovgivningen.
Yderligere en mand på 25 år er tiltalt i samme sag, dog kun for overtrædelse af fyrværkerilovgivningen i forbindelse med den ene ulykke, der skete i Assens. De to andre dødsfald fandt sted i Skjellerup.
Dræbt da han affyrede en fyrværkeribombe
Nytårsnat blev den 37-årige blikkenslager Bo Schmidt Andersen dræbt, da han affyrede en fyrværkeribombe i Assens nær Mariager.
I Skjelleup ved Hobro mistede 25-årige Mads Theilgaard Nielsen og 24-årige Mikkel Lau Nielsen begge livet under affyring af en bombe i et metalrør, mens to andre blev alvorligt kvæstede.
Anklagemyndigheden mener, at de farlige krysantemumbomber stammer fra den 30-årige, der selv kommer fra Hobro-området.
Han blev anholdt allerede 1. januar. Ved grundlovsforhøret ved Retten i Aalborg dagen nægtede han sig skyldig. Han var ven med en af de omkomne og brast i gråd under afhøringen.
I retsmødet afviste manden at have solgt det farlige fyrværkeri. Han blev løsladt efter fire ugers varetægtsfængsling.
/ritzau/