Ulovlig Greenpeace-spionage fører til straf for fiskere

Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Tre fiskere fra Gilleleje får bøder for ulovligt fiskeri. De er blevet afsløret af gps’er fra Greenpeace.

Miljøorganisationen Greenpeace har monteret ulovligt gps-udstyr på en række fiskekuttere i Gilleleje for at afsløre piratfiskeri i Kattegat, og nu har Østre Landsret idømt tre af fiskerne bødestraffe.

Fiskerne er fundet skyldige – delvis på baggrund af oplysninger fra det ulovlige gps-udstyr, og de skal nu betale bøder på henholdsvis 63.000, 13.500 og 3000 kroner. Det oplyser anklager Helle Just til Ritzau.

Fiskerne er tidligere dømt ved Retten i Helsingør. Her var bøderne en lille smule større, men bortset fra den mindre justering har landsretten stadfæstet dommen fra byretten.

Østre Landsret har tidligere fastslået, at Greenpeace brød loven, da man i 2010 gik om bord på kuttere i Gilleleje Havn og monterede skjult gps-udstyr i styrehuse og master.

Organisationen fik 25.000 kroner i bøde, mens en aktivist fik en bøde på 1500 kroner for sin rolle i sagen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS