Uløste parteringsdrab: Raket-Madsens DNA skal sendes til Sverige

Et nyt samarbejde mellem Sverige og Danmark gør, at Peter Madsens DNA snart skal over sundet og bruges i efterforskning af uopklarede drabssager i nabolandet.

Offentliggjort Sidst opdateret

I Sverige følger man naturligvis også den spektakulære ubådssag, der for tiden optager hele Danmark. Det skyldes ikke mindst, at den dræbte og parterede kvinde, Kim Wall, var svensk statsborger.

Her hjemme sidder ubådsbygger Peter Madsen – kaldet Raket-Madsen – endnu varetægtsfængslet, sigtet for drab og usømmelig omgang med lig. Ergo mener politiet i Danmark, at han har slået Kim Wall ihjel og siden parteret hende.

Selv om der i Sverige ikke er en sag, der præcis falder det skånske politi ind, så er der så mange uløste drabssager, at et nyt samarbejde betyder, at Raket-Madsens DNA skal en tur over sundet. Det fortæller kriminalkommisær Mattias Sigfridsson i et TV-interview til TV4. Det kan du se her. 

Nyt samarbejde

Det skyldes et nyt samarbejde mellem dansk og svensk politi, der træder i kraft 1. november. Her vil udveksling af DNA i især drabssager – og i dette tilfælde parteringsdrab – ske ganske automatisk.

Der er ikke mistanke om en specifik sag, der minder om den danske ubådssag. Dog er der andre såkaldte cold cases, hvor DNA’en kan være interessant.

– Vi har et enkelt tilfælde, der kan minde om denne sag, siger Bo Lundqvist, der er chef for det skånske politis afdeling for uopklarede sager til TV4.

Kriminalkommisæren er det danske politis kontaktperson i Sverige, og han har således allokeret de ressourcer, der har været brug for. De såkaldte “lighunde”, der har hjulpet i eftersøgningen af Kim Wall i Køge Bugt, var fra Sverige.

Powered by Labrador CMS