Ukrudt skal kun kort svitses – ikke brændes af
For mange husejere brænder ukrudtet så meget af, at det øger risikoen for brand. Men faktisk skal ukrudt blot kort svitses, oplyser Forsikring & Pension. Det sker efter flere sommerbrande påsat ved forkert brug af ukrudtsbrændere.
Ukrudt skal bare hurtigt og kort svitses til bladene bøjer. Det er det mest effektive. Varmes planten kort op, ødelægges cellerne. Den visner derefter i løbet af et par dage.
Du skal aldrig brænde planten væk. Det giver alt for stor risiko for brand, der kan brede sig til græsplæne, skuret eller i værste fald huset. Det oplyser Forsikring & Pension, efter at flere husejere denne sommer har brændt huse, garager og skure af ved forkert brug af ukrudtsbrændere.
– Ukrudtsbrændere er et bekvemt værktøj. Men det er også et meget farligt redskab. Derfor er der nogle regler, man bør overholde, når man bruger det, siger Christina Christensen, brandingeniør og konsulent i Forsikring & Pension.
Sådan gør du
Ukrudtsbrænderen bør altid holdes minimum en halv meter fra brandbare overflader. Det kan være huse, plankeværker og skure. Den skal holdes minimum en meter fra tørre blade, planter, græsplæner eller buskadser.
Husk at have en vandslange, brandslukker eller en spand vand i nærheden, hvis uheldet er ude, og du sætter ild til noget. Vand eventuelt planter, buske og græsplæne, inden du begynder at svitse ukrudt. Fej gerne fliserne og fjern visne blade og andet letantændeligt.
Ukrudtet skal kun lige svitses. Derfor skal ukrudtsbrænderen meget kort føres over ukrudtet i en afstand af minimum 10 cm. Brænderen bør aldrig bruges til at brænde ukrudtet helt væk. En plante har fået nok varme, når bladene bøjer eller, hvis der kommer et mørkt aftryk, når du klemmer den med fingrene.
Brænd ukrudt på våde dage
Brug ukrudtsbrændere på en våd eller fugtig og vindstille dag.
– Ukrudtsbrænder, tørt græs og vind er en ualmindelig dårlig cocktail, som kan ende med, at husejeren brænder huset af frem for ukrudtet. Det har vi set slemme eksempler på i forsikringsbranchen, siger Christina Christensen.
Bliv altid på stedet, hvor du har brændt ukrudt i hvert fald en time efter, at du er færdig. På den måde sikrer du, at du opdager, hvis du har antændt noget, der ligger og ulmer. Efterlad ikke gløder eller ulmende planterester.