Ukraine sikrer godt udgangspunkt i første playoff-opgør

Ukraine er på EM-kurs. Foto: SERGEI SUPINSKY/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

En hjemmesejr på 2-0 kommer med i bagagen, når Ukraine tirsdag møder Slovenien i det andet EM-playoff-opgør.

Ukraine ligner et hold, der kunne være interessant at se til en EM-slutrunde i Frankrig til sommer.

Muligheden eksisterer i den grad, efter at Ukraine lørdag aften hjemme vandt 2-0 over Slovenien i det første playoff-opgør mellem de to nationer om kvalifikation til EM-slutrunden.

Ukraine kunne have scoret flere gange, men holdet overbeviste som kollektiv og har nu et godt udgangspunkt inden returopgøret i Slovenien.

Ukraine lagde aggressivt fra land

34.000 tilskuere var på plads i Ukraine, og de så et hjemmehold, der lagde aggressivt fra land i den intense kulisse, hvor stemningen var på maksimum, så snart Ukraine nærmede sig det slovenske felt.

Artem Fedetskiy forsøgte sig med en afslutning efter 16 minutter, men skuddet blev blokeret i Sloveniens forsvar. Ukraine lagde et større og større tryk anført af profilerne Andrey Yarmolenko og Yevgen Konoplyanka.

Efter 23 minutter viste Yarmolenko klassen. Dynamo Kiev-spilleren modtog bolden på kanten af feltet og lavede herefter en skudfinte. Den snød det slovenske forsvar, og Yarmolenko tog et træk og udplacerede Samir Handanovic i Sloveniens mål.

Ukraine var stadig mest på bolden efter 1-0-føringen, men Slovenien begyndte også at bide fra sig i det intense opgør mellem de to nationer, hvor der blevet kæmpet hårdt om alle bolde.

Slog til igen efter 10 minutter i 2. halvleg

Efter pausen stod Ukraine dybere og forsvarede sig, men ti minutter inde i anden halvleg slog hjemmeholdet til igen.

I et flot gennemspillet angreb endte bolden hos Yarmolenko, som drev bolden frem og fandt Fedetskiy på kanten, der kom drønende i et overlap. Bolden blev præcist lagt fladt ind i feltet, hvor Evgen Seleznov kom glidende og sikrede 2-0-føringen.

Med 20 minutter igen endte en afslutning fra Seleznov på overliggeren, og Ukraine spillede som et mandskab, der har fuldt fokus på at kvalificere sig til slutrunden til sommer, mens Slovenien ikke havde meget at byde på offensivt i en anden halvleg, hvor Ukraine var bedst.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS