Uindbudt gæst spurgte om sære ting: Det var der en særlig grund til
Et ægtepar fik besøg af en uventet gæst midt om natten. De fortryder måske deres venlighed nu.
En tricktyv i Hinge bliver nu efterlyst af Østjyllands Politi. Manden dukkede op hos et ægtepar, der bor på en landejendom i Hinge, syd for Randers. Manden spurgte først om hjælp, fordi han havde skåret sig.
Efterfølgende vendte manden gentagne gange tilbage for først at låne en skruetrækker, så han kunne lave sin radio. Han ville købe en CD, have ladet sin mobiltelefon op, låne toilettet og gerne have en tår vand.
Han var kort og godt igennem de fleste mere mærkværdige forespørgsler, man kan forestille sig at få klokken 00.30. Og da manden forsvandt, opdagede husets beboere, at nøglerne til huset og bilen var væk. De var fjernet fra et nøgleskab i huset.
Signalement og kontakt
Manden har følgende signalement:
– 25-30 år gammel
– Dansk
– Spinkel af bygning
– Kronraget (så ud til at have lyst hår)
– Han havde tatoveringer på bryst, arme og fingre. På den ene hånd mindede det om et edderkoppespind.
– Han sagde, at han hed Mikkel
– Han sagde, at han havde afsonet en dom for vold
– Han kørte i en mindre, hvid eller grå bil – muligvis en Opel Corsa
Har du oplysninger, der kan hjælpe politiet med at fange gerningsmanden? Ring da 114.