Uhyggeligt syn mødte hundeluftere: – Det er noget svineri
To hundeluftere opdagede, at noget ikke var, som det skulle i en plantage i Thy.
Et uhyggeligt syn fik fredag to hundeluftere til at kontakte Naturstyrelsens afdeling i Thy. På en parkeringsplads i Kollerup Plantage har nogen efterladt sig de ophuggede rester af syv svin – med alt hvad det indebærer af afskårne hoveder og deslige. Og det er ingenlunde i orden, mener skovfoged Thomas Wessel Fyhn fra Naturstyrelsen.
– Jeg vil sige, jeg synes, det er meget lidt hensynsløst over for de mennesker, der bruger parkeringspladsen til det, den er beregnet. Jeg tænker mest på dem, der kommer her og ikke kan undgå at se det, fortæller han til Newsbreak.dk lørdag.
Svineresterne er formodentlig slagteaffald, og det er ikke ukendt, at den slags bliver dumpet i skove rundt om, siger skovfogeden. Oftest er det dog lidt indvolde, der hurtigt bliver spist af andre dyr. Som billederne vedhæftet artiklen antyder, er vi her oppe i en lidt anden skala. Hoveder, skind og sågar slagtebaljer med dyrenes indvolde var læsset af på P-pladsen ved stendysserne i plantagens nordlige ende.
– Det er noget svineri, og den slags affald er jo ikke så svært at komme af med på den rigtige måde, siger skovfogeden og hentyder til, at det normalt skal afleveres eller afhentes af Daka.
Straffes med bøde
Svinene er angiveligt en art uldgrise, der kan kendes på hårene på kroppen, og Naturstyrelsen fjernede dem umiddelbart efter anmeldelsen fra de to hundeluftere. I et forsøg på at finde frem til de ansvarlige, har styrelsen lagt en efterlysning op på sin Facebook-profil. Det er nemlig strafbart at smide affald i skoven – også slagteaffald.
– Vi gør normalt det, at vi politianmelder det, og så kan politiet forsøge at finde frem til de skyldige. Det kan straffes med 5000 kroner i bøde, hvis det er privat – endnu mere hvis det er erhvervsaffald, siger skovfogeden.
Noget tyder dog på, at det ikke er et decideret erhvervsslagteri, der har aflastet i plantagen. Ingen af svinene er nemlig mærket.
Eventuelle vidner eller andre med viden om, hvor svinene stammer fra, kan kontakte Naturstyrelsen på email-adressen thy@nst.dk.