Uhyggeligt hvis det sker
Programmet Pegasus er blevet brugt til spionage mod europæiske politikere. Nu opruster Folketingets it-team.
Danske folketingsmedlemmer skal beskyttes mod overvågning med spionprogrammet Pegasus.
Derfor har Folketingets it-afdeling rustet sig til at kunne undersøge for værktøjet.
Det skriver Jyllands-Posten.
- Folketinget er bekendt med Pegasus, og vi har anskaffet software til at skanne for, om Pegasus har inficeret telefoner.
- Vi sikrer desuden, at vores telefoner løbende opdateres til nyeste version, skriver it-chefen i Folketingets Administration, Johanne Albjerg, i en mail til avisen.
Brugt til spionage
Pegasus er udviklet af firmaet NSO Group i Israel. NSO Group har tidligere sagt, at Pegasus kun er solgt til lande for at blive brugt til bekæmpelse af terrorisme og kriminalitet.
Men sidste år kom det frem, at det også er blevet brugt til spionage af eksempelvis politikere, journalister og aktivister.
Blandt dem er eksempelvis Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.
Pegasus kan installeres på en mobiltelefon, uden at brugeren gør noget. Det kan sendes til et nummer og installere sig selv. Et opkald behøver end ikke blive besvaret.
Hemmelighedsfulde
Folketinget oplyser ikke til Jyllands-Posten, hvor mange politikeres telefoner der skal undersøges. De vil heller ikke sige, om der har været konkrete angreb.
Det skyldes hensyn til sikkerheden i Folketinget, skriver Johanne Albjerg.