Uhyggelig fejl opdaget i populær Iphone-app

Der er blevet opdaget en fejl i Apples videoopkalds-tjeneste Facetime.

Offentliggjort Sidst opdateret

En alvorlig fejl i Apples videoopkaldstjeneste Facetime har gjort det muligt for folk at aflytte andre fuldkommen utilsigtet, skriver adskillige medier. Allerede mandag aften beskrev teknologisitet Cnet, at der var en såkaldt “bug” i programmet.

Kort fortalt betyder det, at modtagere af et gruppeopkald i applikationen, der især er populær på iphones, pludselig kan blive ofre for aflytning. Det sker, fordi mikrofonen i modtager-ende automatisk tænder, selv hvis denne ikke har accepteret opkaldet, skriver Cnet.

Den opdagelse har fået teknologigiganten Apple til prompte at reagere. Mandag aften amerikansk tid oplyste en talsmand, at programmets gruppeopkalds-funktion er blevet midlertidigt deaktiveret, mens der arbejdes på at udbedre fejlen.

– Vi er opmærksomme på problemet, og vi har identificeret en løsning, der vil blive udgivet i en systemopdatering senere på ugen, siger en talsmand for Apple.

På Apples egen system status-side kan man ligeledes se, at der i øjeblikket er et såkaldt “issue” med Apples Facetime. Her fremgår det, at gruppeopkald tirsdag morgen stadig er deaktiveret, og der er en igangværende situation.

Flere teknologiskribenter beskrev mandag amerikansk tid, at de havde tænkt sig helt at deaktivere Facetime på deres iphones.

Powered by Labrador CMS